Fra nyliberalt til nationalstatsligt universitet

Frederik Appel Olsen

Dylan Clawthorne, der har i mange år har forsket i den etiske brug af droneteknologier, arbejder ikke længere på Syddansk Universitet. I 2025 tog han nemlig en netop etisk beslutning om at sige op: Han mente, at ”vi må udfordre ideen om, at forskningen skal gå all-in på oprustning og på at dræbe fjenden,” som han sagde til Zetland. Den idé var så indlejret i dansk droneforskning, at Clawthorne valgte at forlade forskningsgruppe og teknologikonferencer og stille sig udenfor sammen med en for tiden svækket fredsbevægelse. “Selv hvis man synes, det er en god udvikling, så er det en fundamental ændring af, hvordan universiteterne fungerer. Og det burde i mine øjne have været en større demokratisk samtale, der førte til det her skift,” uddybede Clawthorne.

På den anden side af Øresund arbejder tysk-ungarske David Alcer med nanoteknologi ved Lunds Universitet. Det har han gjort siden 2019, men det er usikkert, hvor meget længere han kan, må eller ønsker at opholde sig i Sverige. Han er nemlig i 2025 blevet tilbageholdt to gange af svensk politi – samlet op af civilbetjente og taget med rundt på politistationer og udenrigsmyndighedskontorer – på baggrund af hans civilt ulydige miljøaktivisme. Truslen om udvisning, og dermed fratagelsen af hans forskerstilling, er tydelig fra myndighederne, om end det juridiske belæg for at udvise en EU-borger på baggrund af demokratisk protest er tvivlsom. Uanset udfaldet er beskeden dog klar, også til andre forskere: Forhold dig i ro, eller vi ekskluderer dig fra nationalstaten.

Jeg fremhæver netop disse to historier for at pege på et skift, der allerede er undervejs i universitetets position i samfundet, både her i Skandinavien og andre steder. De senere årtiers akademiske kritikker af universitetet har peget på ”det nyliberale universitet” som fremherskende paradigme: Fra forskning til faktura, excellence og performance frem for viden og kritik, prekære arbejdsforhold og eksterne bestyrelser, etc. Dette er på mange måder også en central del af Forskerbevægelsens kritik af det nuværende universitets udvikling i Danmark.

Kritik af relationerne mellem akademia og kapitalinteresser i en konkurrencestatslig kontekst er fortsat yderst relevant. Men hvor det nyliberale universitet har fungeret inden for en overordnet politisk ramme præget af mobilitet, internationalisering og markedernes ubegrænsethed, står vi i dag også i en virkelighed, som er stigende nationalstatsligt orienteret – og dermed mere isolationistisk og militaristisk.

Det skift stiller forskere over for nye etiske og politiske problemer, der kommer til syne i både Clawthornes etiske og omkostningsfulde opsigelse og Alcers frihedsberøvelse. Betingelserne for aktivistiske forskere er altid en test af universitetets tilstand. Hvilken kritik er overhovedet mulig? Hvem lukkes ned, hvordan og hvorfor?
 

Fra forskning til faktura – til fædrelandet

Som andre Forskerbevægelsen-essays har peget på, har Danmark været præget af forretningsinteressers indflydelse på forskningen i årtier, særligt i kølvandet på universitetsloven fra 2003. Den nye retning skulle være ”fra forskning til faktura”, som Dansk Industri formulerede det i 1997, eller ”fra tanke til faktura” som daværende forskningsminister Helge Sander omformulerede det et par år senere. Denne retning for forskningen bidrager til ”et fattigt samfund,” som Steen Nepper Larsen argumenterer, ”der kun tænker økonomistisk og gør forskning, viden og tænkning til redskaber for vækst og styring”. Og som Nana Katrine Vaaben påpeger, har vi i dag en økonomisk styring af forskningen, der med pres for at hente eksterne bevillinger æder størstedelen forskernes tid, samt sørger for at det bliver fonde og virksomheders interesser, der bliver forsket i.

Denne udvikling er ikke særskilt dansk. Overordnet kan vi se udviklingen fra 1980’erne og frem væk fra fri grundforskning og over i en forretningstankegang som bevægelsen hen imod det føromtalte nyliberale universitet. Universitetets berøring med og gradvise efterligning af globale markedskræfter har været primær kilde til akademisk kritik af universitetsstrukturer i de sidste tre årtier, og med god grund.

Sheila Slaughter og Larry Leslie argumenterer i Academic Capitalism: Politics, Policies, and the Entrepreneurial University fra 1997 for, at interaktionen med markedsaktører former de epistemologiske betingelser i de akademiske institutioner. I mødet med forretningslogikker bliver universitetet mere og mere ”entreprenørielt”. Samme år pegede Bill Readings i sin bog The University in Ruins på, at hvor universitetet traditionelt har haft til formål at konsolidere nationalstatens særegne kultur, har nyliberal globalisering løsrevet universitetet fra staten og knyttet det til markedet, med udhuling af fagligheder til følge. Denne udvikling har haft konsekvenser for akademisk- og forskningsfrihed. En beskrivelse af denne udvikling i dansk kontekst kan findes i Mogens Ove Madsens Universitetets død: Kritik af den nyliberale tendens fra 2009. I kontekst af global nyliberalisme har universiteterne gennemgået en strukturel forandring, argumenterer Madsen, imod kvantitet – impact og output – snarere end kvalitet.   

Hvor Readings på tærsklen til årtusindskiftet så en bevægelse fra national-kulturelt universitet til globalt orienteret markedsuniversitet, ser vi i dag bevægelsen fra det globalt orienterede markedsuniversitet ”tilbage” til et nationalt orienteret universitet. Men snarere end national kultur efter Humboldtsk ideal, er det såkaldt national identitet, især i en geopolitisk ramme, der nu kommer til at forme universiteternes rammer.

Det er selvfølgelig ikke tilfældet, at det nyliberale universitet er forsvundet; det står på mange måder stærkere end nogensinde som ramme for institutionaliseret vidensarbejde. Det kan lyde paradoksalt, men fra det politiske systems egen logik findes der ikke et enten-eller mellem den grænseløse nyliberale universitet og det isolationistiske nationalstatsuniversitet. Det første bolstrer og promoverer på mange måder i dag det sidste.

Et eksempel på udviklingen: Bangladesh-sagen

Sidste år kørte en sag om bangladeshiske studerende på særligt RUC-kandidatuddannelsen Business Administration and Leadership. Som loven er i dag, kan studerende fra Bangladesh, og andre ikke-EU-lande, få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark for dem selv og en eventuel ægtefælle, hvis de selvfinansierer en uddannelse ved et dansk universitet. Business Administration and Leadership på RUC var en populær uddannelse, men bangladeshiske studerende søgte også andre uddannelser og andre universiteter.

Særligt efter artikler i Berlingske om, hvordan RUC optog studerende fra ”det overvejende muslimske land”, hvor det blev fremlagt, at RUC optog de udenlandske studerende af økonomiske årsager, rullede et større politisk apparat sig ud.

Dansk Folkeparti krævede undervisningsminister Christina Egelunds afgang, og fra talerstolen på Socialdemokratiets årsmøde stillede Mette Frederiksen det anklagende spørgsmål ”Har man overhovedet lagt mærke til, om de studerende møder op til undervisningen? Eller har man set igennem fingre med det her, fordi taxametret ruller?” Anklagen var ydermere, at universitetet forsøgte ”at føre udlændingepolitik ad bagdøren”.

Den i årtier fremherskende nyliberale opfattelse af universitetets rolle burde i princippet ikke have et problem med denne sag. Skal vi købe politikere og borgerlige mediers udlægning af denne praksis (hvad vi overordnet set ikke bør gøre), så er det fra en universitetsforretningstankegang kun godt, at RUC og andre universiteter træffer det økonomisk maksimerende valg ved at tiltrække de udenlandske studerende. Bemærk også, at det ikke var løndumping – som tilfældet var med bl.a. 3Fs undersøgelse omkring nepalesiske studerende og ægtefæller, der kom til Danmark og tog lavtlønsjobs ved siden af – der fik sagen helt op på statsministerniveau. I stedet var indvandring problemet: en forestillet trussel mod nationens afgrænsning.

Steen Nepper Larsen og Henning Salling Olesen har netop betonet, at ”kontroversen” om Bangladesh-optaget reelt ikke er drevet af et forræderisk, venstresnoet universitets ønske om at importere muslimer. Derimod er det lige præcis et udslag af årtiers nyliberal uddannelsespolitik: ”Det forkætrede universitet blev ret beset udskammet for at have gjort det, det blev ægget og tvunget til: at tjene penge på uddannelseslystne og -efterspørgende verdensborgere.”

RUC rettede ind i en fart: Man lukkede kandidatuddannelsen, og formand for universitetets bestyrelse Carsten Toft Boesen gik af. Alt dette til stor bekymring for en lang række danske forskere.

Fra tanke til tanks

Også andre politisk opskruede sager fra nyere tid viser, hvordan politikere anklager universiteter for at være anti-nationale – for venlige mod de fremmede. Som eksempel kan nævnes ”bederumssagen” på Københavns Universitet, hvor ledelsen hektisk lukkede ned for de såkaldte retræterum efter politikere og mediers påstande om muslimsk særbehandling.

Den totale afvisning af akademisk boykot mod Israel koblet med hurtig og total omfavnelse af akademisk boykot mod Rusland fra angrebet på Ukraines begyndelse taler et klart sprog: Universiteterne indordner sig ikke bare erhvervsrettede økonomiske betingelser, de følger også gængs ideologi vedrørende Danmarks sikkerhed og homogenitet (og koblingen imellem de to).

Ledelserne ser presset for at forsvare opfattet national identitet, og de reagerer derefter. Vi ved endnu ikke, hvordan det socialdemokratiske påfund ”åndelig oprustning” kommer til at påvirke styringen af universiteterne. Men det vil være på en anden måde end mantraet om ”fra tanke til faktura”. I takt med at man ønsker at gøre op med internationale spilleregler (i Danmark den Europæiske menneskeretsdomstol, i USA snart sagt alle konventioner), og det nyliberale paradigmes internationalisme fortoner sig, skal vi forskere så begynde at dyrke teleologien ”fra tanke til tanks”?

På tærsklen til universitetet som fædrelandsinstitution?

Min tese i dette essay er således, at vi står på tærsklen til et nyt paradigme for universiteternes orientering, der ikke alene betoner universitet som forretning, men også som en slags fædrelandsinstitution. Om jeg har ret i, at denne udvikling vil fortsætte og intensiveres i takt med en ny international orden baseret mere på direkte geopolitiske interesser end globaliseringen af markedet, vil vise sig. I hvert fald kan man i de forskellige kontroverser i offentligheden samt i forskeres betingelser for modstand spore en sådan bevægelse.

Hvor den aktivistiske forsker før var under anklage for at være ”uproduktiv” i og med sit engagement i samfundet i stedet for i ”innovation”, er den aktivistiske forsker i dag også potentielt en forræder i og med sit engagement i kritik og modstand.

Det yderste højre har altid haft denne motivation for deres anti-intellektualisme. Men i takt med at det politiske spektrum som et hele rykker mod højre, kan forskeraktivisten forstås som national forræder også af det politiske centrum.

Du kan gå selv, som Dylan Clawthorne, eller du kan blive smidt på porten, som David Alcer trues med. To utilfredsstillende muligheder i et videnskabeligt fællesskab, der burde handle om fri, kritisk tænkning.

Kilder

Larsen, Steen Nepper. ”Forskningsfrihed på universitetet.” Forskerbevaegelsen.dk, 8. august 2025: https://www.forskerbevaegelsen.dk/essay1.

Larsen, Steen Nepper og Henning Salling Olesen. ”Så længe universiteterne agerer uddannelseskøbmænd, vil der opstå en ansøgningsindustri i fjerne lande.” Uddannelsesmonitor, 27. november 2025: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/debat/article18782027.ece.

Madsen, Mogens Ove. Universitetets død: Kritik af den nyliberale tendens. Frydenlund, 2009.

Mencke, Mathias. ”De var droneeksperter på samme danske universitet. Den ene vil bekæmpe Putin, den anden er skredet i protest.” Zetland, 30. september 2025: https://www.zetland.dk/historie/suoknSCv.

Readings, Bill. The University in Ruins. Harvard University Press, 1997.

Röstlund, Lisa. ”Forskaren David hotas av utvisning – på grund av sin klimataktivism.” Aftonbladet, 24. oktober 2025: https://www.aftonbladet.se/nyheter/a/B05jb9/storde-loreen-nu-kan-forskaren-david-alcer-bli-utvisad.

Slaughter, Sheila og Larry L. Leslie. Academic Capitalism: Politics, Policies, and the Entrepreneurial University. Johns Hopkins University Press, 1997.

Vaaben, Nana Katrine. ”Den økonomiske styrings utilsigtede bivirkninger.” Forskerbevaelsen.dk, 8. august 2025: https://www.forskerbevaegelsen.dk/essay2.