Forskningsfrihed på universitetet

Forskningsfrihed på universitetet – et essay

Steen Nepper Larsen

I Forskerbevægelsen er vi optaget af at sikre, at forskningen sikres frihed og frie rammer for sin udfoldelse både på og uden for universitetet. Intet samfund kan være tjent med kun at skabe mulighed for at producere viden, der kan betjene myndigheder, bidrage til at løse allerede kendte og mere eller mindre påtrængende problemer, promovere særlige standsinteresser eller gøres til noget, der kan og bør sælges på et marked.  Forskningsfrihed og muligheden for at skabe ny viden kan således ikke reduceres til alene at tjene partsinteresser - det være sig vidensøkonomiske, fondsmæssige eller enkeltuniversiteters. 

Det rige moderne videnssamfund lever på mange måder af forskning og viden. Viden er blevet en skattet produktivkraft og en vare. Men forskning skal også skabe viden, der er andet og mere end noget, der kan sælges og bruges til at ’vækste’ med. Forskningen er alment oplysende, horisontudvidende og forhåbentligt smittende. Således bringes samfundet til at blive afnaiviseret. Det bliver så at sige løftet op på et højere niveau, når forskningen sættes fri, og der ingen grænser er for vidensspredningen. 

I menneskehedens tjeneste

Den frie forskning kan noget helt særligt. Fri forskning betyder, at borgerne kan vide sig sikre på, at forskeren ikke er nået frem til sine konklusioner, fordi hendes chef eller sponsor skal bruge et bestemt resultat. I dag findes der også god forskning, der er mindre fri og uafhængig ved at være styret af særlige typer forskningsspørgsmål eller tjener bestemte politisk eller økonomisk styrede formål. Men det er et faktum, at den frie forskning bliver mere og mere presset. Selv på universiteterne, hvor den historisk har hørt hjemme. Fordi afhængigheden af eksterne bevillinger bliver stadig større. Det betyder i sidste ende, at vi faktisk risikerer at spilde de midler, vi som samfund sætter af til den uafhængige frie forskning. Fordi den frie forsker i dag skal tilpasse sig en forskningsverden, hvor man er afhængig af politisk eller økonomisk styrede virkemidler.  

Det er en tragedie, fordi tænkning og friheden til at undersøge, eksperimentere og stille kritiske spørgsmål principielt vedkommer alle mennesker i samfundet.

Viden er ikke forskernes, men almenvellets ejendom. Grundforskning bedrives i menneskehedens tjeneste. Evolutionshistorisk, genetisk, filosofisk, pædagogisk og sprogvidenskabelig forskning er eksempelvis ikke sat i verden for, at vi kunne finde en hurtig vej ’Fra tanke til faktura’. Det er et fattigt samfund, der kun tænker økonomistisk og gør forskning, viden og tænkning til redskaber for vækst og styring. Dertil kommer, at rekvireret forskning og ’anvendt’ forskning også må sikres af et armslængdeprincip, så forskerne har mulighed for at fastholde den videnskabelige integritet og frihed til at betvivle de selvfølgeligheder og magtfulde partsinteresser, der måtte eksistere inden for forskningsfeltet.

Forskning er at stille spørgsmål og udøve selvkritik

Forskning og vidensproduktion handler om at skabe foreløbige sandheder, der fremstår med en egen klarhed og skønhed. Foreløbige, fordi andre forskere opfordres til at betvivle, drøfte og teste, om disse ’sandheder’ holder for et nærmere eftersyn. Forskning skal således ikke immuniseres imod kritik, men nærmere det modsatte: kritikken nærer fremkomsten af nye foreløbige sandheder og indsigter. God forskning ’tillader’ sig at spørge bagom det, der påstås, og betvivle det, ’man’ plejer at mene og gøre.  

Således skaber og følger forskningen sine egne regler. Alt må underkastes en uforsonlig og kritisk udveksling inden for såvel som på tværs af forskningsfællesskabernes egne cirkler. Forskningen skal ikke ’please’ nogen, hverken universitetsledelserne, politikerne, forskningsforvalterne, fondsbestyrelserne, patenteringsrådgiverene eller for den sags skyld forskerne selv eller andre partsinteressenter. Friheden til at stille de rigtige spørgsmål og ikke blot at komme med de ’rigtige’ svar er således afgørende i opfyldelsen af videnskabens raison d’être. Dertil kommer, at tænkning og fri idéudvikling er forskningens iboende værdier. 

Er der et bedre argument, der er mere tvingende end andre argumenter, så bør det tages alvorligt, lige gyldigt om det måtte komme fra en ’gammel’ topforsker eller en ’ung’ ph.d.-studerende, fra en professionshøjskole eller et universitet, fra en mand eller en kvinde, fra en ’hjemlig’ eller en udenlandsk forsker. Forskning er i princippet universel på tværs af grænser, de være sig nationale, sproglige, kulturelle, religiøse, kønnede eller private. 

Lad mig give et par historiske eksempler på forskningens irreversible fremskridt.

I gamle dage var det en udbredt forestilling, at kvinder, der ikke kunne blive gravide, var unormale, eller at de havde ligget i med djævlen. I dag kan man måske helt nøgternt fremføre den tese, at æggelederne måske ’bare’ var blokeret. Dertil kom, at det først var i 1827, at forskere fandt ud af, at kvinden bidrog til menneskeskabelsen ved at bære på et kvindeligt æg, der kunne befrugtes. Indtil da havde hun været anset for at være en passiv beholder for at udruge mandens livgivende sæd. 

I lang tid tænkte man, at den danske nationsdannelse var noget helt specielt og noget af Grundtvig og folkeligheden beåndet, i dag ved man en del generelt og komparativt om ’nation building’ og behovet for ideologisk at besmykke nationers særpræg ved hjælp af selvrosende hymner. Folket er ikke en naturgruet størrelse – men snarere et flertydigt fænomen, der fortløbende ’konstrueres’ via en bevægelig blanding af politisk retorik, mediemassage, national(istisk)e industripolitiske tiltag og selviscenesættelsesspil fra ’oven’ og fra ’neden’. Fænomenet Trump er således en særdeles kompleks forskningsgenstand. 

Autonomien er truet

Forskerbevægelsen er fortalere for universitetets frihed og eksistens i en tid, hvor universitetets autonomi er truet. Forskerbevægelsen ønsk

er at udvide retten til at udøve og bidrage til kritisk tænkning overalt i samfundet. Universitetet er det ubetingede øvelsessted for kunsten at stille kritiske spørgsmål. Ordet kritik er af græsk oprindelse og kommer af verbet krinein, der betyder at skelne og bedømme. Substantivet kritiké angiver et afgørende vendepunkt, jf. patientens kritiske og livstruende tilstand, når kropstemperaturen nærmer sig de 41-42 grader. 

Et samfund, der støtter og udvider muligheden for at praktisere kritik, er et skønt samfund, der ret beset er et rigtigt samfund. Et samfund, der kvæler eller underminerer muligheden for at praktisere kritik, er et dødssygt samfund, der ret beset ikke er et samfund, da et samfund – og ikke blot et ’hver-for-sig-ikke-fund’ – lever af fri kommunikation, kritisk tænkning og gensidig meningsudveksling.   

Forskerbevægelsen arbejder på at fremme en integreret og tværfaglig dialog på universitetet. Vi ønsker at bidrage til at nedbryde siloer mellem fagmiljøerne, enkeltvidenskaberne og de dertilhørende vidensformer, således at samarbejde og vidensudveksling kan blomstre.

Forskerbevægelsen ser en spændende mulighed i at fremme en integreret tilgang på universitetet, hvor fagmiljøer, enkeltvidenskaber og vidensformer aktivt samarbejder og er i dialog med hinanden. Inden for udforskningen af den menneskelige hjernes plasticitet er det eksempelvis særligt frugtbart at anerkende og respektere samspillet mellem biologiske og sociologiske perspektiver. Ved at kombinere neurovidenskabelige, biologiske, kropsfænomenologiske og kulturvidenskabelige forklaringer på og fortolkninger af neuroplasticiteten, kan vi opnå en dybere og mere nuanceret forståelse. Samfundet bliver klogere ved at omfavne komplekse og holistiske forklaringsmodeller.

Forskerbevægelsen finder det uhyre betænkeligt, at alt for éntydige former for evidensbaserede forestillinger om ’best practice’ og ’synlig empirisk viden’ søges gennemsat som norm og legitimationstvang inden for områder, der slet ikke emmer af, honorerer eller bliver klogere af at stræbe efter evidens, fx inden for den pædagogiske forskningsverden. Således stresses og delegitimeres store dele af den humanistiske og blødere samfundsvidenskabelige forskning og vidensskabelse i disse år af betænkeligt totaliserende nypositivistiske vidensidealer.

Men samtidig finder Forskerbevægelsen det vigtigt, at diverse posthumanistiske og nymaterialistiske teorier, der kritiserer forestillingerne om menneskets exceptionalisme og såkaldte antropocentriske videnskabssyn, diskuteres vidt og bredt i forskerkredse og i offentligheden. At være menneske er at være filtret sammen med kosmiske, økologiske, biologiske, sproglige, økonomiske, politiske, materielle og teknologiske systemer. At være et erkendende, tænkende og forskende menneske er ikke at indtage en ophøjet og neutral position. 

Dertil kommer en række anmassende spørgsmål om, hvordan samfundet og forskerne skal håndtere, anvende og evt. sætte grænser for anvendelsen af AI og ChatGPT. Tech-giganternes dagsorden er ikke identisk med universiteternes. Det må sikres, at frie og uafhængige forskere får mulighed for at højne offentlighedens viden om disse langt fra uskyldige og uhildede ’tænketeknologier’.  

I mellemrummet mellem væren og tænkning

Forskning drejer sig om at udforske feltet og agere i mellemrummet mellem væren og tænkning, og gode, nysgerrige og ydmyge forskere og videnskabsfolk ved, at de erkendelser, de gør, ikke ’ejer’ eller fuldstændigt har greb om ’genstanden’; men at den så at sige bliver ved med at gøre modstand mod at blive klassificeret og identificeret én gang for alle. Det er ikke mindst forholdet mellem ontologi (hvad der er) og epistemologi (hvad der kan vides), der påkalder sig en særlig opmærksomhed at blotlægge og at diskutere inden for den frie og metarefleksive forskning. Meget betænkeligt er det fx, hvis de magtfulde og pekuniært begunstigede medicinske, sundhedsvidenskabelige og økonomiske videnskaber overhovedet ikke stiller selvkritiske spørgsmål til deres egne ontologiske antagelser. Og lige så betænkeligt er det, hvis human- og samfundsvidenskabelige videnskabsproducenter tror, at de kan nøjes med at stille epistemologiske hvordan-spørgsmål uden at ville tage livtag med ontologiske og eksistentielt meningsfulde grundspørgsmål.    

Forskerbevægelsen arbejder for, at tilliden til universitetet som en samfundsmæssig institution udvides. Universitetet har mange funktioner som samfundsmæssig producent af højtuddannet ’arbejdskraft’, herunder ikke mindst virket som opdragelses- og dannelsesinstitution, der udbyder og igangsætter undervisning, der trækker på kritisk og fri forskning. 

Universitetet er en etisk forpligtet institution, hvis opdrag det er at bidrage til at højne samfundets oplysningsniveau og at sikre friheden til at skabe, sprede og give adgang til viden. Umiddelbart er forskningen en privilegeret affære; men både forskningen og forskningens resultater er for alle. Universitetet er principielt og konstitutionelt udstyret med retten til ikke at skulle være angst og på vagt, når det skaber viden og kommunikerer med offentligheden. I dannelsesmæssig forstand skal universitetet bidrage til at sikre den rigest mulige vekselvirkning mellem menneskets spørgen og universet i et nu- og samtidsoverskridende perspektiv.

Mere end 800 år på bagen

Universitetet bærer på en mere end 800 år gammel historie som et uomgængeligt rum for tænkning, skabelse og udveksling af viden med højt til loftet. I løbet af 1100-1200-tallet så de første universiteter dagens lys, og siden Københavns Universitet blev oprettet i 1479, har der eksisteret universiteter i Danmark. 

Det er klart, at der også foregår og formodentlig altid har foregået ’forskning’ før og uden for universitetet fra den tidligste undren over universets og jordens beskaffenhed over udforskningen af natur- og kulturfænomener til alverdens eksterne forskningsnetværk for tænkende mennesker kloden rundt i det 21.århundrede; men universitetet er en uomgængelig og helt central institution for forskning og nytænkning i det moderne samfund.

Forskerbevægelsen er fortaler for, at man ser, forstår og værner om universitetet som en skaber af samfundsmæssig viden, der principielt bør komme alle mennesker til gode. For når viden bliver spredt, så forsvinder den ikke, og kun i dystopiske fortællinger, totalitære regimer eller gennemkapitaliserede samfund er viden noget, der ikke får lov at flyde frit i civilsamfundet og i offentligheden. Kun i åbne samfund, hvor viden lyder frit, kan den virkelig komme alle mennesker til gode. 

I Forskerbevægelsen erkender vi, at store dele af forskningen foregår i privat regi, og at mange forskere leverer ’anvendt forskning’, tager del i sektorforskningen, bedriver aktionsforskning og betjener myndigheder og andre interessenter. Men vi ved også, at der bliver mere tænkning og viden i samfundet, når vi bestræber os på at dele, samarbejde, sprede, udveksle og drøfte de foreløbige forskningsresultater og erkendelser, der er blevet indhøstet. Det samme er ikke tilfældet for rugbrød, mælk eller benzin. Når disse produkter er blevet fortæret, så er de væk. Derfor eksisterer der fundamentale grænser for at gøre universitetets ’vidensproduktion’ til varer, udstyret med en pris. Copyright på tanker er en uskik. Bindinger på forskeres tanker, ret til at forske frit og at ytre sig frit ligeså.

Viden er magt

Viden er magt. At være forsker er at være privilegeret. At være forsker er at have en position og med en højstemt formulering: at arbejde i sandhedens tjeneste. Men det ændrer ikke tøddel på, at en følelse af magtesløshed, opgivenhed og udvejsløshed breder sig i forskerkredse i disse år, når manifeste økonomisk-strategiske interesser og fordringsfulde og kortsigtede politiske direktiver intervenerer i den frie forskning og gør rammerne omkring forskningen usikre. 

Dertil kommer, at forskere ofte er ansat på prekære vilkår uden sikkerhed i ansættelsen. Det er heller ikke altid, at forskningsklimaet er fællesskabsstiftende eller et rart, trygt og frugtbart sted at være og at udfolde sig. Det er ingen hemmelighed, at forskerverdenen også kan være præget af magtmisbrug, intens konkurrence, eksklusionsprocedurer, intriger og tendenser til klikedannelse.

Forskerbevægelsen er sat i verden for arbejde for at sikre forskningens og forskernes frihed og samfundets frie adgang til forskning af høj kvalitet.  

* * * * *

Se også SNL: “Imagine the University without Condition”, Danish Yearbook of Philosophy 52 (2019: 42-47): Imagine the University without Condition in: Danish Yearbook of Philosophy Volume 52 Issue 1 (2019)