Kronik bragt i Politiken grundlovsdag. Skrevet af Forskerbevægelsens bestyrelse sammen med en række af aktører på tværs af civilsamfund og politisk erfaring: Uffe Elbæk (fhv. minister og partileder), Johan Galster (Direktør i We Do Democracy),  Dorte Lange (tidl. Næstformand i Danmarks Lærerforening), Stine Bardeleben Helles  (Forkvinde, Klimabevægelsen), Tim Whyte (Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke). 

“Demokrati er ikke først og fremmest et spørgsmål om en styreform, men om en livsform,”  skrev højskoleforstander og demokratiforkæmper Hal Koch lige efter anden verdenskrig.  Men har livsformen fået feber? USA – med Trump som eksponent – viser, hvor hurtigt den  kan formørkes. Grundlæggende rettigheder kan indskrænkes, ikke gennem revolutioner, men  af beslutninger truffet af demokratisk valgte politikere, ofte iklædt frygtens og antagoniens  kappe. 

Det er let at pege fingre ad andre og fremstille sig selv i et bedre lys. Langt sværere er det at  vende blikket indad og stille de spørgsmål, der fremmaner ubekvemme svar. Alligevel er det  præcis det, vi må gøre. Vi må bruge situationen i USA som spejl og forstørrelsesglas – for  også her i Danmark er demokratiets immunforsvar svækket. 

Presset på forskningsfrihed, civilsamfundets råderum, uafhængig journalistik og folkelig  organisering peger på en dybere ubalance: Den demokratiske samtale har fået feber. Vi  reagerer hurtigere, skarpere, mere binært. Vi diskuterer med skyttegravene gravet på forhånd,  og politiske debatter bliver nærmest til skueprocesser, hvor målet ikke er at lytte, men at  positionere sig selv. Den usynlige bro og livsnerve, som ethvert deliberativt demokrati hviler  på, er det fælles "vi" – det, der spænder på tværs af politiske skel, identiteter og bankkonti. Et  fælles "vi", der udspringer af det menneskelige vilkår ved blot at være i live, her og nu. 

Derfor er demokratiet ikke kun et sæt institutioner. Det er også en følelsesmæssig kultur, som  filosoffen Martha Nussbaum kalder en tillidskultur – en praksis, hvor vi ser hinanden som  medmennesker, ikke kun som modstandere. Tillid og samtale kræver demokratiets måske  mest oversete drivkraft: håb. Den grundlæggende tro på, at forandring er mulig, og at det  nytter at være med. Håb er ikke naivt eller passivt. Det er et aktivt valg – en vilje til at  deltage, selv når intet er sikkert. 

Men en anden følelse har sneget sig ind som underlægningsmusik til vores tid: frygten.  Nussbaum viser i Frygtens Monarki, hvordan frygten udhuler demokratiets principper – ikke  af fjender, men gennem vores egne institutioner, der bevidst eller ubevidst anvender  frygtbaseret retorik. Frygt ser usikkerhed og trækker sig tilbage; håb bevæger sig frem. Frygt  fjerner muligheder; håb skaber nye. Frygt lukker sig om sig selv; håb rummer sårbarhed. 

Når samfund rammes af usikkerhed – pandemi, krig, klimakrise – kan selv de mest  grundfæstede frihedsrettigheder suspenderes med et nik. I foråret 2020, da pandemien ramte,  steg angst og uro globalt. Vores fælles sundhed krævede dramatisk og hurtige omlægninger

af samfundet. Det skabte et politisk mulighedsrum for topstyring. De følgende måneder blev  frihedsrettigheder rullet tilbage, og autokratier blev endnu hårdere i kanten. Danmark gik ikke  fri. 

Men selv efter pandemiens trussel fortonede sig, har frygten sat sig – ikke som midlertidig  gæst, men som permanent spindoktor i demokratiets inderkreds. Vi har set indskrænkninger i  offentlighedsloven, loyalitetskrav i forskningen, begrænsninger på hvilke emner der må  debatteres til skolevalg, forslag om masseovervågning og stigende accept af udenlandske  militærbaser uden større debat. Under dække af sikkerhed bliver usikkerhedens sprog et  politisk redskab, der flytter grænserne for, hvad vi finder acceptabelt. Uanset om det gælder  baser, Kina-forskningssamarbejder, eller en afskaffelse af en helligdag, bliver frygten ikke  bare et argument – den bliver et moralsk imperativ. 

Demokratiets klassiske søjler – den lovgivende, udøvende og dømmende magt – har ikke  formået at imødekomme polykriserne, hvor både mennesker og natur mistrives. Derfor bliver  demokratiets egentlige immunforsvar desto vigtigere: de aktører, der står vagt om det oplyste  demokrati. Forskerne. Civilsamfundet. Journalisterne. Fagbevægelsen. Folkeoplysningen.  Men også her er temperaturen steget. Feberen har bredt sig. 

Den akademiske frihed under pres 

I et sundt demokrati er videnskaben en kritisk kraft. Forskere er ikke kun vidensproducenter,  men et korrektiv til samfundets strukturer – det, videnskabssociologen Sheila Jasanoff har  kaldt den femte søjle i demokratiet. Når de bringer ny viden frem, stiller spørgsmål ved  magten og viser konsekvenserne af politiske beslutninger, udøver de en kernefunktion i  demokratiet. Derfor burde akademisk frihed være en selvfølge. Uddannelses- og  forskningsminister Christina Egelund har fremhævet danske forhold som positive i  sammenligning med USA, men billedet herhjemme er langt fra rosenrødt. 

Med universitetsloven fra 2003 fik Danmark en af verdens mest topstyrede  universitetsmodeller. Bestyrelser med eksternt flertal, og ledere udpeget oppefra, har  reduceret medarbejdernes indflydelse. Danmark ligger i nogle undersøgelser nr. 24 ud af 27 EU-lande målt ift. akademisk frihed – med begrænsninger, der “i de fleste andre EU-lande ville  betragtes som drakoniske”. Med et mere autoritært styre ville danske universiteter stå uden  reelle værn – i modsætning til USA, hvor flere checks and balances beskytter universiteterne. 

Også finansieringen lægger pres. Erhvervsfonde som Novo Nordisk uddeler nu langt flere  midler end staten. Det giver disse aktører uforholdsmæssig indflydelse på, hvad der forskes i  – og risikerer at marginalisere al anden form for viden. 

Dertil kommer både eksternt og internt pres på forskeres ytringsfrihed. En undersøgelse fra  den akademiske fagforening DM og de ph.d.-studerendes organisation PAND viste, at 31 %  af yngre forskere afholder sig fra at deltage i debatten af frygt for chikane. Særligt kvindelige  forskere er udsatte. 14 % har oplevet trusler, klager til arbejdsgiver eller angreb på sociale 

medier. Der er eksempler på, at politiske og økonomiske aktører forsøger at fordreje  forskningsresultater – og truer med sagsanlæg for at skræmme kritikere til tavshed. 

Tal fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at halvdelen af forskerne  frygter eller har oplevet repressalier, hvis de kritiserer ledelsen. Når loyalitet vægtes højere  end faglighed, og viden skal leveres “til faktura”, forsvinder det frirum, hvor ny erkendelse  og kritik af det bestående kan vokse frem. 

En svækket fagbevægelse 

En anden vital demokratisk infrastruktur er fagbevægelsen, der historisk har været en  drivkraft i udviklingen af demokratiet. Den har været en forsvarsmekanisme, der har sikret et levet demokrati, hvor forhandlede løsninger er fundet i lokale fællesskaber, hvor medlemmer  har haft indflydelse og været aktive i at skabe bedre arbejdsvilkår. Men i dag må vi erkende,  at fagbevægelsen ikke spiller den udviklende og samfundsforandrende rolle, den gjorde  tidligere. Det skyldes ikke alene, at andelen af organiserede i fagbevægelsen er faldet fra  mere end 70 % i 1995 til omkring 54% i 2018 og faldet især blandt unge og privatansatte er  fortsat.  

Hvis fagbevægelsen skal blive attraktiv, skal den formulere bud på svar på de problemer, som  såvel medlemmer som potentielle medlemmer oplever: Øget fattigdom, ulige levevilkår, der  ofte er betinget af etnicitet, nuværende og kommende konsekvenser af klimakrisen, som især  vil ramme de nederste grupper i samfundet. Som Bygum Hove skriver i en kronik i  Information (30. april 2025): "En ny fagbevægelse vil ikke nøjes med at administrere det  mulige. Den vil insistere på at udvide grænserne for det tænkelige.”  

Hvis fagbevægelsen skal genetablere sin rolle som en del af demokratiets immunforsvar, må  den genopdage sin historiske opgave: ikke blot at forsvare lønmodtagerens plads i det  eksisterende. Den må blive et kulturelt og politisk værksted, hvor mennesker kan formulere  erfaringer og drømme – og hvor vi sammen tør stille de spørgsmål, der rækker ud over  systemets rammer: Hvilken verden vil vi være en del af? Hvad er meningen med arbejdet?  Og hvilke strukturer tør vi – i fællesskab – skabe på ny? 

Civilsamfundet under pres  

Et tredje alarmerende eksempel på demokratiets feber ses i behandlingen af klimaaktivister.  Hvor deres protester burde ses som en demokratisk nødvendighed – et moralsk ekko af  videnskabens alarmklokker – mødes de i stigende grad med mistænkeliggørelse,  kriminalisering og politisk nedgørelse. Siden klimavalget i 2019 har vi oplevet en markant  opblomstring i folkelig mobilisering for klimaretfærdighed, men samtidig har staten skærpet  både retorik og reaktioner: aktivister er blevet mødt med masseanholdelser, tiltaler og grove  anklager om ekstremisme – selv når protesterne har været fredelige. Ifølge FN’s særlige  rapportør for miljøforkæmpere udgør denne form for undertrykkelse en direkte trussel mod  både menneskerettigheder og demokratiet. I 2022 blev 238 aktivister anholdt i København; 

nogle nægtet adgang til telefon, toilet og varme – flere truet med fængsel, selv ved fredelig  civil ulydighed. 

Det er ikke alene politiaktionerne, men også sprogbrugen, der vækker bekymring. Aktivister  kaldes fanatikere i medierne, og PET omtaler "klimaekstremisme" som en mulig terrortrussel  – selv om de anerkender, at ingen bruger vold. 

Presset stopper dog ikke ved klimakampen. Også menneskerettigheds- og Israel-Palæstina aktivister oplever forsøg på at delegitimere deres virke – ofte med anklager om  antisemitisme, terrorstøtte og indgreb i ytringsfriheden. Amnesty har dokumenteret, hvordan  dette skaber frygt og selvcensur i dele af civilsamfundet. 

Denne udvikling underminerer retten til fredelig protest og vidner om en demokratiforståelse,  hvor dissens ikke tåles, men dæmoniseres. Når magten møder håbets stemmer med frygtens  værktøjer, er det ikke aktivisterne, men systemet, der bevæger sig væk fra det demokratiske  fundament. 

Pressefrihed på skråplan 

Til sidst skal nævnes pressefriheden, der er en demokratisk hjørnesten. Men også her ser vi  tegn på, at immunforsvaret svækkes. Danmark rangerer fortsat højt i internationale målinger,  men bag den pæne facade vokser bekymringerne. Kritikken af offentlighedsloven og  begrænset aktindsigt har længe været en trussel mod undersøgende journalistik, og EU Kommissionen har gentagne gange opfordret Danmark til at sikre større gennemsigtighed.  Samtidig oplever danske journalister stigende chikane, pres og selvcensur – især ved  kontroversielle emner. 

Også public service-mediernes uafhængighed udfordres. Siden DR blev flyttet fra  licensfinansiering til finansloven, har institutionen været underlagt direkte politisk kontrol.  Det gør generaldirektøren til en cheflobbyist snarere end en garant for armslængde og  redaktionel autonomi. Konstruktionen gør DR sårbar over for skiftende flertal og  prioriteringer, hvilket underminerer tilliden til public service som en neutral aktør. Et aktuelt  eksempel er DR’s tilbagetrækning af dokumentaren Orsugiak – Grønlands hvide guld, som  skete uden åben redegørelse eller opfølgende debat. Det er DR’s suveræne ret at redigere,  men når fejl håndteres med tavshed frem for gennemsigtighed, forsvinder muligheden for  oplysning og refleksion – netop det public service bør levere. 

Samtidig former den økonomiske virkelighed journalistikken indefra. Clickbait,  konfliktoptrapning og hurtige nyheder har forrang over undersøgende journalistik og  folkeoplysning. Når annoncører og algoritmer styrer opmærksomheden, bliver friheden til at  forfølge de vigtige spørgsmål alvorligt begrænset. 

Manglen på en fælles samtale også digitalt 

Udover presset på demokratiets immunsystem, er feberen eller tågen ligeledes faldet over  vores fælles samtale i det digitale rum. Her er det ikke længere tydeligt, hvem der former den 

offentlige samtale. Det, vi ser – og det, vi aldrig ser – styres i stigende grad af algoritmer,  som ingen forstår eller har demokratisk kontrol over. Kampen om sandheden foregår ikke  gennem åben censur, men gennem tusind små forskydninger: opslag nedtones, indhold  forsvinder, stemmer usynliggøres – uden at nogen officielt lukker munden på dem. 

Det kaldes shadow banning – og det er ikke længere en marginal konspirationsteori, men en  dokumenteret praksis, også i Danmark, selvom det er ulovligt. Human Rights Watch har vist,  hvordan indhold om Palæstina ofte nedprioriteres eller slettes på Facebook og Instagram. Og  

Enhedslistens Pelle Dragsted oplevede, at hans kritiske opslag om Donald Trump forsvandt  fra Facebook uden forklaring. 

Lignende mønstre ses, når magtfulde aktører som Landbrug & Fødevarer kontakter platforme  om satiriske kampagner eller miljøforkæmpere. I et internt brev kaldte de en satirisk  kampagne fra Den Grønne Ungdomsbevægelse for “vildledning” og oplyste, at de var i  kontakt med relevante sociale medier – med overvejelser om juridiske skridt. Kort efter  oplevede flere personlige profiler faldende rækkevidde. 

Dette er ikke en tilfældig tendens, men en strukturel transformation af den offentlige sfære,  hvor “Weapons of Math Destruction” tager form af algoritmer, skjult bag tal og koder. 

Kompleksiteten i vores teknologiske systemer fører til en ny form for uvidenhed – ikke fordi  vi mangler information, men fordi vi mister indsigt i, hvad der styrer os. Når både borgere og  politikere står uden forståelse for de mekanismer, der former den digitale virkelighed, mister  

demokratiet sin styreevne. Når ytringsfrihed afhænger af uigennemskuelige algoritmer, og  samtalen flytter fra fælles fora til private platforme uden ansvar, står vi over for et  fundamentalt demokratisk problem.  

Håbets demokrati er kuren mod resignation 

Hvis vi tager Nussbaums analyse alvorligt, må vi erkende, at frygt ikke blot er et psykologisk  fænomen, men en politisk kraft. Når frygten bliver det dominerende kompas for vores  følelser og beslutninger, bliver demokratiet sygt. For et levende demokrati kræver samtale i  en tid præget af algoritmisk støj, tvivl i en tid domineret af dogmatisk sikkerhed – og vigtigst  af alt: håb i en tid, hvor katastrofen konstant synes at lure om hjørnet. 

Håb er ikke en naiv tilstand, men en demokratisk praksis, der skal kultiveres, beskyttes og  genlæres. Den lever i folkeoplysningen, i fagbevægelsen, i journalistikken, i kunsten og  kulturen, i videnskaben og i fællesskaberne – de steder, hvor mennesker stadig vover at  mødes som lyttende, nysgerrige borgere og medmennesker. Her finder vi demokratiets  egentlige immunforsvar: ikke i toppen af systemet, men i hverdagens engagement. I  samtalerne, i det åbne spørgsmål, i håbets stille men stædige insisteren. 

Der gives ingen garantier. Men der findes begyndelser. Unge og gamle organiserer sig for  klima og retfærdighed. Biblioteker og højskoler åbner rum for samtale. Fagforeninger  forsøger at finde nye veje til deltagelse. Kunstnere, undervisere og journalister holder  bagdøren åben, selv når fordørene lukkes.

Vi står ikke ved afslutningen på demokratiets historie. Men vi står med et valg. Et  værdimæssigt og eksistentielt valg. Vil vi være borgere i frygtens monarki – eller medborgere  i håbets demokrati?