Sammenhængen mellem forskning og undervisning 

Katrine Egede Zeuthen

Med ’den nye’ Styrelseslovs indførelse i 2003 ændredes ikke bare ansættelsesprocedurer for videnskabeligt personale, der nu overvejende bliver bedømt efter mængden af fondsmidler, de kan tiltrække og antallet af publikationer, der produceres. Universitetsuddannelserne ændrede sig også gradvist og markant parallelt med disse ansættelsesstrategier, hvor der lægges vægt på international gennemslagskraft og det, man kan kalde anglo-amerikanske parametre for, hvad forskningskvalitet er, og ikke mindst hvordan den skal bedømmes og belønnes.

Når ansættelser af nyt videnskabeligt personale ikke tager højde for, at kvalitet i uddannelser hænger sammen med bredden i det, der tilbydes de studerende på pensum og i undervisningen, forsvinder muligheden for, at de studerende selvstændigt og kritisk kan tage stilling til deres fag og definere deres faglige identitet ud fra en mangfoldig vifte af viden, hvor perspektiver, paradigmer og faglige traditioner bør berige frem for bekæmpe hinanden. Nogle fagområder og forskningstilgange har succes qua systemets vurderings-parametre og belønningsmetoder, mens andre ikke har en chance for at tiltrække fondsmidler i samme grad endsige publicere i samme tempo og kvantitet. Dermed forsvinder for det første mulighederne for at tilbyde en bred vifte af forskningsbaseret undervisning. For det andet forsvinder fagtraditioner, der har været opbygget gennem mange år og som ikke kan genetableres uden store omkostninger. Og for det tredje forvinder de lige præmisser for at indgå i denne konkurrence om ansættelser og karriere-fremmende promoveringer, hvilket forstærker polariseringen. Endvidere er disse vurderingsparametre en medvirkende årsag til den kønnede ulighed, der fortsat er på universitetet. 

Et eksempel på problemerne ved universiteters nuværende måde at fungere på findes på Psykologi på Københavns Universitet. Her har de studerende gennem flere år forsøgt at gøre opmærksom på, at bredden af deres faglighed svinder ind, og at det særligt er de kritiske humanvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og kvalitative perspektiver, der forsvinder og bliver erstattet af mere naturvidenskabelige og kvantitative tilgange til psykologien. De har dokumenteret deres bekymring for denne reduktionisme i deres uddannelse ved at sammenligne pensumlister fra år til år, og deres kritik kulminerede i, at de blokerede deres institut i protest mod, at deres bekymring ikke blive mødt endsige taget alvorligt. 

De studerendes ønsker blev ikke imødekommet og resultatet af miseren er en primært objektiv videnskabelig tilgang til psykologien, hvor psyken som også et genstandsfelt om det subjektive forsvinder med fare for, at kommende psykologer ikke kun overser nødvendigheden af at forholde sig til deres egen subjektivitet i mødet med de klienter, som mange af de nyuddannede psykologer skal ud og møde i praksis, men også overser, at klientens subjektivitet er andet og mere end en diagnose med en implicit behandlingsmodel.  

Også de økonomistuderende på KU har været på barrikaderne og har efterspurgt en bredere vifte af teoretiske tilgange, end de bliver præsenteret for på deres studier. I regi af ”Kritiske Politter” og ”Rethinking Economics” har de både på universitetet og i den bredere offentlige debat agiteret for nødvendigheden af, at økonomi ikke må reduceres til én tilgang, som får forrang for alle andre perspektiver på økonomi. Det koster på klimaet og på vores omsorgssektor, når vi alene forstår økonomi som noget, der foregår på et marked. Men gang på gang ser vi, at den faglige diversitet og dermed bredden af vores uddannelser nedprioriteres, og at det særligt rammer studier og forskningsmiljøer med humanistiske, samfundsfaglige, kritiske tilgange, som har svært ved at tiltrække de store fondes opmærksomhed, som har svært ved at fremvise et evidensbaseret ’impact’, og som har stor andel af kvindelige studerende. Netop disse faglige miljøer har måttet bøde igen og igen. 

Det så vi, da skandalebyggeriet af Niels Bohr Bygningen betød, at KU uforskyldt kom til at skylde så mange penge, at de måtte give afkald på hele det gamle Kommunehospital, hvor Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ellers har holdt til. Resultatet af dette betyder, at mens de biovidenskabelige fag kan indtage de velundte nybyggede kvadratmetre, må Det Samfundsvidenskabelige og Det Humanistiske Fakultet afgive endnu flere kvadratmetre og klumpe sig sammen på den tilbageværende plads på KUA, for at universitetet kan betale regningen. Vi så det også på CBS, hvor en række uddannelser og forskningsmiljøer blev slået sammen og ændret under henvisning til dimmitendledigheden. Også her var det de humanistisk orienterede uddannelser med mange kvindelige studerende, der måtte holde for. Talgrundlaget var kønsskævvridende, da der ikke blev taget højde for, at der er en overvejende sandsynlighed for, at en del færdiguddannede kvindelige specialestuderende får børn og er kortvarigt væk fra arbejdsmarkedet.

Hvis ikke alle vores kandidater på alle vores uddannelser bliver undervist i, at det er vigtigt at forholde sig kritisk til viden, herunder også til sig selv som medskaber af viden i en verden, hvis fremtid er deres, og at viden ikke er entydig, men mangfoldig og også modsætningsfyldt, så er universitetet ikke længere et universitet i ordets oprindelige betydning, som er helhed, afledt af altomfattende. Universitetet er ikke længere altomfattende og vidt favnende i den viden, der tilbydes på uddannelserne men er derimod ved at blive transformeret til en læreanstalt, der skal tilbyde løsninger på allerede definerede problemer. Universitetet er ikke længere en helhed, der også og uafhængigt af politiske og økonomiske interesser skal identificere og definere disse problemer. Ansættelsesstrategier, der tilgodeser mangfoldighed i viden, fri forskning og kritisk bredde i universitetsuddannelser hænger uløseligt sammen, og konflikterne på Institut for Psykologi og på Økonomi på Københavns Universitet er blot nogle eksempler blandt mange på, hvordan vores uddannelser bliver mere ensidige og målrettede politiske og økonomiske interesser frem for målrettet det, man kunne kalde almenvellets interesser, hvor der er fokus på velfærd og trivsel i et inkluderende fællesskab, og hvor det er muligt i frihed at kritisere såvel samfundsnormer som vidensparadigmer.