130 nye vidnesbyrd dokumenterer repressalier, pres og frygt i dansk forskning

LÆS DE 130 VIDNESBYRD HER

Kampagnen #SafeToSpeak giver stemme til de mange tavse forskere, der oplever frygt og repressalier for at udføre deres arbejde – og peger bl.a. på at ledelsesstrukturer er en afgørende faktor i udbredelsen af en frygt- og tavshedskultur på universiteterne.

Pressemedelelse

København, 29. oktober 2025

Forskerbevægelsen offentliggør i dag 130 vidnesbyrd (uden personhenførbare oplysninger) om repressalier, pres og frygt på landets universiteter, indsamlet i perioden 28. august - 16. oktober 2025. Bidragene kommer fra nuværende og tidligere forskere på tværs af fagområder (naturvidenskab, sundhedsvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab, tekniske videnskaber), fra videnskabelige assistenter til professorer, og fra alle universiteter. Formålet er at give stemme og ansigt til de tendenser, der allerede er dokumenteret i nationale undersøgelser foretaget de seneste fem år.

“Vidnesbyrdene viser et mønster af både subtile og direkte repressalier – fra karrieresanktioner til social eksklusion og administrativt pres. Repressalierne er udløst af alt fra mild kritik af ledelsesbeslutninger til forskning i bestemte områder med stærke erhvervsmæssige eller politiske interesser. Samlet beskriver forskere et klima, som nogle steder endda kan karakteriseres som psykisk vold eller mildest talt giftige miljøer, hvor flere metoder bruges til at sætte kritiske røster eller minoriteter på plads. Det er ikke steder, hvor forskningens kreativitet eller demokratiske rolle som kritisk korrektiv trives,” siger Liv Bjerre, Postdoc på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen.

Kendte tal – nu med stemmer

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) konkluderede i 2023, at universiteternes demokratiske kultur er udfordret, at forskningsfriheden er under pres, og herunder at omkring halvdelen af forskerne frygter, er blevet truet med eller har oplevet repressalier, hvis de udtaler sig kritisk om ledelsesbeslutninger. DFIR anbefaler at styrke medarbejderinddragelse, medbestemmelse og tryghed i ansættelsen. Forskerbevægelsen mener hertil, at der er behov for at finde løsninger og lære fra andre styringsmodeller i udlandet – der kan styrke kulturen og sikkerheden i forskningen. Her er armslængdeprincipper og mere demokratiske styringsmodeller med sunde og uafhængige kontrolmekanismer vigtige for forskningens samlede økosystem.    

DFIR dokumenterer også, at blandt forskere, der arbejder med eller overvejer fagligt kontroversielle emner, er 71 % enten bange for, truet med eller har oplevet repressalier; samtidig oplever en del manglende ledelsesopbakning.

Hvad de 130 vidnesbyrd viser – typer af repressalier (med eksempler)

På tværs af fag og stillinger tegner beretningerne et mønster af små og store pres, ofte i kombination, der tilsammen producerer frygt, selvcensur og tavshed. Her er nogle af de hyppigste kategorier efterfulgt af eksempler derpå:

1) Ansættelses- og karrieresanktioner

  • Trusler om eller faktiske fyringer efter kritik af ledelsesbeslutninger ”Magtstrukturen på universiteterne er jo asymmetrisk, og man lægger mærke til, hvem der er blandt de henrettede, når der er fyringsrunder.” – nr. 12

  • Tillidsrepræsentant turde ingen være: “Som ny på instituttet undrede jeg mig over, at vores tillidsrepræsentant var ansat på et andet institut (på samme fakultet). Det viste sig, at ingen på mit institut turde stille op til posten, da tidligere tillidsrepræsentant var blevet afskediget efter at have forholdt sig kritisk til ledelsens beslutninger.” – nr. 106

  • Blokeret for forfremmelse/tenure efter saglig kritik: “…jeg bliver nægtet forfremmelse… en truende stemning omkring min ansættelse på grund af kritik af ledelsen.” – nr. 110

  • Sanktions-”sager” som pressionsmiddel: “…truet til loyalitet… antydet, at der ville ligge et referat i min personalemappe… og efterfølgende karriereblokering.”  - nr. 128

2) Forskningsetisk indblanding

  • Pres for at ændre emner/resultater eller begrænse publikation fx: “…forsøgte at presse mig til at omskrive en del af en forskningsartikel… mere drevet af politik end af god videnskab.” (artiklen blev senere accepteret i et højt-rangeret tidsskrift). – nr. 3

  • Ekstern styring af data/brud på armlængdeprincipper fx “Ekstern part fik gennemtrumfet, at deres data skulle danne grundlag for ph.d.-projektet […]. Jeg anså det for tvivlsom forskningspraksis og brud på armslængdeprincip og valgte at indsende en klage til universitetets Praksisudvalg. Den blev afvist og efter et længere klageforløb førte det til, at jeg bad om at blive fyret. Det blev jeg i 2020. I dette forløb blev jeg udsat for pression og trusler fra ledelsen, sågar trynet fysisk, til at underskrive et falsum vedrørende vejlederskift, som skulle sendes til Innovationsfonden.. […]” – nr. 62 eller Ph.d.-studerende der blev frataget data/arbejde efter at have sagt fra over for brud på integritet. – nr. 98

3) Social og professionel eksklusion / mobning

  • Ghosting, marginalisering, bagtalelse og udelukkelse fra udvalg/projekter fx: “…fuldstændig isoleret fra gruppen… mit navn fjernet fra artikler… pres for at få mig til at sige op.” – nr. 24

  • Faglige paradigmekampe og udskamning af fagfelter: ”Når jeg præsenterede mit arbejde, blev mine resultater og idéer betvivlet på baggrund af personlige holdninger, der stred mod kollegers verdenssyn, snarere end på akademisk grundlag. Det gjorde det næsten umuligt at modtage konstruktiv og faglig feedback. I stedet skabte det et miljø, hvor arbejdet med sådanne emner blev stadig mere ubehageligt, hvilket sendte et signal om, at forskning på dette område ikke var velkomment. Da disse bekymringer blev rejst over for ledelsen, anerkendte de ikke, at sådanne dynamikker fandt sted.” – nr. 105

4) Chikane og trusler (indefra og udefra)

  • Online hetz, trusler og sagsanlægstrusler i forbindelse med formidling. Fx ”[Jeg modtog et] sagsanlæg for professionel vurdering i pressen.” - nr.115 eller ” Jeg har som forsker inden for et kontroversielt forskningsområde oplevet at blive erklæret for "fjende af [religion]" […]. Det er inden for denne religion retorisk reelt en hundefløjte for, at man er hjemfalden til dødsstraf. Jeg har i kølvandet på interview i radioen om en given sag inden for mit område oplevet af få en dødstrussel på mig.” – nr. 51

  • Direkte intimidering (fx råben/overfusning, falske “personalesager”) fx ”Efter jeg offentligt kritiserede forskningens rammer i Danmark inkl. systematiske brud på forskningsintegritet internt på universiteterne, oplevede jeg en række repressalier fra min ledelse: [oplistning af flere repressalier, red.]… Tomme og ubegrundede klager (uden dokumentation) rettet mod undertegnede (koordineret af ledelsen), som ikke blev substansbehandlede, da de havde til formål at true fremfor reelt at behandle virkeligheden. Min egen klage om repressalier fra ledelsen (bl.a.) skulle behandles af selvsamme ledelse, som klagen omhandlede. Ledelsen besluttede - ikke overraskende - at være nådige med sig selv. […]” – nr. 52

5) Administrative byrder som sanktion

  • Uforholdsmæssig opgaveforøgelse/undervisningsbyrde og møder designet som pres, der stjæler forskningstid fx”Jeg blev løbende chikaneret og personlig forfulgt af ledelsen i en periode på ca. 1 1/2 år. Jeg blev parallelt hermed overdynget med opgaver og dokumentationskrav. jeg modtog mail fra institutlederen døgnet rundt også i weekenden. Jeg blev f.eks. bedt om lige op til påskeferien at fremsende dokumentation for, at jeg havde informeret kolleger korrekt om det semester, jeg var koordinator på. De fleste kolleger sad på samme gang som mig, så meget havde der været talt om mundtligt. Men ledelsen ville have skriftlig dokumentation, så jeg skulle samle mails herom for 1 1/2 år (det gik der så en hel påske med). Ledelsen påstod at de studerende havde klaget over mig og at det var blevet behandlet i studienævnet. Det viste sig ikke at være rigtigt, der var ingen klager, der havde ikke være afholdt noget møde om klager over min undervisning, tværtimod skrev studerende til ledelsen og rektor, at de ønskede at bevare mig som ansat. […]”- nr. 67

6) En blanding af alle typer repressalier fra udadreagerende ledelser.

  • Mange vidnesbyrd beretter om omfattende brug af flere typer repressalier samtidig, der ofte resulterer i store psykiske omkostninger for de forurettede fx ”Der var store problemer på mit institut igennem længere tid forårsaget af dårlig ledelse. Institutledelsen blev udadreagerende og langede på forskellige måder ud efter et antal medarbejdere, uformelt såvel som med fx uberettigede påtaler og advarsler, tvangsflytninger til andre institutter, ødelæggelse af arbejdsforhold (fx store arbejdsbyrder), mm. I mit personlige tilfælde var der tale om langvarig chikane ved fx ødelæggelse af arbejdsforhold, ødelæggelse af konkrete forskningsprojekter og formidlings- og undervisningsinitiativer, trusler, bagtalelse, mm.” – nr. 87

7) Identitetsbaserede repressalier (køn, etnicitet, politisk orientering – højreorienterede såvel som venstreorienterede)

  • Sexisme og fjendtlig kultur i overensstemmelse med VIVE’s undersøgelse fra 2024 (VIVE 2024) om udbredt sexisme på universiteterne. fx”Jeg fik hjælp af en leder til at få adgang til en fond. Da det lykkedes at få en donation efter et møde med dem, kom jeg med en gave. Som tak fik jeg at vide at det ikke var den slags gaver, han ønskede som tak. I stedet skulle gaven være samvær med ham og alkohol på hans båd. Dette afslog jeg. Jeg var bange for at han ville få fonden til at trække donationen tilbage.”- nr. 41

  • Racistiske stereotyper og ringeagtsfuld tale bagatelliseret som “jokes” — med langvarige personlige omkostninger fx”I mundtlig kontakt med universitetets arbejdsmiljøenhed blev jeg gentagne gange betegnet som østeuropæer og fik at vide, at “vi” alle stjæler. Derudover fik jeg at vide, at udlændinge stjæler akademiske jobs fra danskere, at vi kun får bevillinger, fordi vi er internationale, eller på grund af mit køn. Jeg fik at vide, at kvinder burde fyres fra videnskaben, at kvindelige forskeres kvalitet ikke svarer til mændenes, eller at jeg bare skulle rejse tilbage til mit hjemland …” - nr. 81

  • Forskelsbehandlinger eller repressalier baseret på politisk orientering fx”Mine kollegaer ville afholde en konference med fokus på et specifikt forskningsemne. Men ledelsen var uenige politisk med emnet og krævede at konferencens fokus blev ændret og titlen ligeså.”- nr. 96

eller ”På danske universiteter bliver man generelt ugleset, ignoreret og ghostet, hvis man har politiske holdninger, der ligger til højre for midten. Jeg har positiv indikation af, jeg end ikke kom i betragtning til en stilling på et dansk universitet, fordi kun personer med venstreorienteret holdning bliver ansat. Det er ikke noget, jeg har fundet på, men er blevet gjort opmærksom på fra anden side.”- nr. 21

eller ”Frygt for repressalier i offentligheden, hvis man deltager i debatter om bestemte politiske emner, fx situationen i Gaza. Jeg tør ikke sige noget om det, fx på sociale medier, fordi det kan blive læst som en anti-israelsk udtalelse, […]. Generelt lægger jeg mange begrænsninger på mig selv, fordi man som forsker er bange for at blive beskyldt for at være politisk – og for at ens forskning er politisk.” – nr. 4

Manglende kontrolmekanismer, støtte og retssikkerhed for forskere

Vidnesbyrdene peger på manglende strukturer – både internt på universiteterne og udenfor – der kan sikre, at forskere kan udøve deres akademiske frihed uden frygt (herunder ytringer om interne arbejdsforhold), samt på fravær af systemer, der griber og støtter forskere, der oplever repressalier. Flere beskriver, at repræsentantskaber i råd og nævn ikke opleves som trygge fora. Selv rollen som tillidsrepræsentant er forbundet med risiko for senere afskedigelse. Der er desuden mange eksempler på juniorforskere, der presses til at afgive gratis medforfatterskaber eller acceptere andre brud på forskningsintegriteten, uden at der findes uafhængige kontrolmekanismer, som kan hjælpe dem med at stå imod. Dette blev også påvist af kampagnen #pleasedontstealmywork i 2022 og senere af større, repræsentative undersøgelser (fx Goddiksen et al. 2023).

Ofte peges der – særligt fra politisk hold – på, at ledelsen bærer ansvaret for at rette op på en usund kultur. Vidnesbyrdene illustrerer imidlertid, at det ofte er selve ledelsesstrukturerne, der driver og understøtter kulturen, forstærket af et krydspres fra økonomiske logikker, politiske hensyn og den interne konkurrence i forskningsverdenen. Sexisme på universiteterne er et tydeligt eksempel på manglen på uafhængige kontrolmekanismer: VIVE’s landsdækkende undersøgelse fra 2024 blandt 5.155 nuværende og tidligere ph.d.-studerende viste, at 37 % af de kvindelige ph.d.-studerende har oplevet nedværdigende/objektiviserende verbale handlinger, og 23 % har oplevet uønsket fysisk kontakt, seksuel tvang eller anden seksuel adfærd, hvor magtforhold spiller ind. Til disse resultater udtalte ministeren, at ledelserne bør gribe ind og skabe en god kultur – uden at forholde sig til, at 36 % af de kvindelige ph.d.-studerende, der oplevede sexisme, angav, at den uønskede adfærd kom fra lederne selv.

Ud over de interne mangler på universiteterne beretter mange vidnesbyrd også om et fravær af sikkerhedsnet og værn for akademisk frihed uden for institutionerne. Fagforeningerne kritiseres her ofte for at være uforstående, systembevarende eller passivt tilbageholdende.

  • Interne systemer for deling af kritik virker ikke pga. manglende konsekvenser for og kontrol af ledelse

Efter et ærligt og kritisk APV-svar: “ Efterfølgende var jeg meget bange for, at ledelsen og denne leder ville kunne identificere mig som personen bag svarene, eftersom de modtager evalueringerne. … For os som medarbejdere er det uklart, om nogen på universitetet faktisk reagerer på sådanne APV-svar og holder bestemte ledere ansvarlige (det virker ikke sådan for os). Burde der ikke være en bedre og mere retfærdig måde at evaluere ledere på universiteterne, uden at man skal frygte repressalier? Og måske burde processen være mere gennemsigtig?” – nr. 91

Selvcensur omkring intern repræsentation: “ Jeg er meget engageret i arbejdet på mit nuværende institut og har meldt mig til flere udvalg. Dette gør jeg i de fora, universitetet selv har oprettet, og jeg er sågar selv blevet spurgt, om jeg ønskede at deltage. For nyligt fik jeg dog at vide af en kollega, at jeg skulle passe meget på med, hvad jeg sagde og spurgte om til disse udvalgsmøder, hvis jeg havde forhåbninger om at få en fastansættelse en dag.” – nr. 29

  • Manglende støtte fra fagforeninger – sommetider endda repressalier fra dem fx”Jeg talte med topledelsen og fagforeningen, hvilket kun førte til repressalier”- nr. 108

eller ”Jeg blev gennem et år blev udsat for en hetz fra to fagforeninger. I en lang række artikler i deres tidsskrift blev min faglighed angrebet […] Jeg begyndte systematisk at sende klager til Pressenævnet, og på et år blev det til syv klager, som førte til syv kendelser fra Nævnet, der alle kritiserede tidsskriftet for brud på de presseetiske regler.”- nr. 20

eller ”Jeg blev sanktioneret med en skriftlig irettesættelse […] af en række grunde, hvoraf de tre mest fremtrædende er: […] at jeg udførte de akademiske aktiviteter […]. Mine resultater afveg fra den forventede retning, som min del af projektet skulle tage, men sådanne afvigelser er en grundlæggende del af videnskabeligt arbejde. Da jeg kontaktede min fagforening for at få hjælp, lød svaret: ‘ah ja, det lyder som et brud på din akademiske ytringsfrihed, men du må forstå, at disse principper kun eksisterer på papiret. Det er, hvad der sker, når man er ansat på en privat bevilling - PI’en er gud, og hvad de siger, gælder,’ og fagforeningsrepræsentanten afviste at tage sagen. - nr. 75

eller ”Personligt “frygter” jeg “kun” offentlig ydmygelse, gaslighting og oplever udbredt selvcensur i mit nærmiljø af frygt for ledelsens reaktioner. Efter min erfaring tør ingen sige noget, men tyr i stedet til sygemelding som en måde at håndtere det på. Fagforeningen viste sig at være ret ubrugelig, ligesom TR.”- nr. 30

De personlige omkostninger rammer ikke blot individet, men hele samfundet

” […] Det er unødvendigt at sige, at syv år på det pågældende universitet har bragt mig fra at være en selvstændig, selvsikker ung forsker til at være meget ængstelig med impostor-syndrom. Og nu får jeg at vide, at lav selvtillid er min største svaghed … Man føler sig fanget i en cirkel.” – nr. 81

Vidnesbyrdene fortæller ofte, at repressalier har ført til sygemeldinger eller påvirket de involverede parters mentale helbred. Fagmiljøer præget af frygtkultur rammer ikke kun den enkelte forsker, men også samfundet som helhed. Flere undersøgelser peger bl.a. på, at det er svært at fastholde kvindelige forskere, og dertil kommer sandsynligvis en endnu større, ukendt gruppe af kreative talenter, som helt afholder sig fra at påbegynde en forskningskarriere. Konsekvensen er et betydeligt tab af idépotentiale, hvor vi både mister kvalitet og muligheder for pengene.

“Efter læsning af de mange vidnesbyrd – knap 16.000 ord fordelt på omkring 37 tætskrevne sider med skriftstørrelse 11 – sidder man tilbage med en fornemmelse af massiv personlig smerte. En smerte, der ifølge beretningerne i høj grad opleves isoleret. Jeg håber, at kampagnen her har vist, at oplevelserne ikke er de enkelte forskeres skyld, men tværtimod et udtryk for en kultur, der muliggøres og endda understøttes af nogle meget usunde strukturer,” udtaler Maria Toft, initiativtager til Forskerbevægelsen.

Akademisk frihed i et oplyst demokrati – perspektiv

I et sundt demokrati er videnskaben en kritisk kraft. Forskere producerer ikke kun viden; de fungerer som korrektiv til samfundets beslutninger – i Sheila Jasanoffs ånd om videnskab som en “femte søjle”, der informerer myndigheders og offentlighedens dømmekraft.

“Når forskere frygter repressalier for at ytre kritik eller forske indenfor kontroversielle emner, hæmmes nye idéer, og forskernes rolle som skabere af ny viden svækkes. Det er ikke kun et arbejdsmiljøproblem, men et vigtigt samfundsanliggende, der berører forudsætningerne for at være et oplyst demokrati”, siger Anne-Marie Nybo Andersen, Professor i Folkesundhedsvidenskab og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen

Udviklingen internationalt viser, at akademisk frihed kan komme under pres via politisering, sagsanlæg, donor- eller sponsorstyring og online chikane. I USA har universiteter på tværs af delstater i perioder oplevet politisk pres omkring bestemte forsknings- og undervisningstemaer — ofte ledsaget af juridiske/institutionelle angreb og kampagner på sociale medier. Uanset land er mekanismen den samme: Når loyalitet over for dagsordener vejer tungere end faglighed, og når økonomiske afhængigheder skævvrider prioriteringer, forsvinder det frirum, hvor ny erkendelse og kritisk debat kan vokse frem.

Om #SafeToSpeak

Kampagnen har indsamlet personlige erfaringer og beretninger for at forstå dynamikkerne bag repressalier og frygt i forskningen samt hvordan det påvirker mennesker, vidensudvikling og universiteternes samfundsrolle. Kampagnen har fået 155 besvarelser på spørgeskemaet om, hvorvidt man har oplevet repressalier – heraf har 88 respondenter afgivet ét eller flere vidnesbyrd. En betroet datagruppe har gennemgået alt materialet, fjernet personhenførbare oplysninger (fx info om sted eller køn) og rettet små sproglige fejl. Nogle få af vidnesbyrdene har allerede været bragt i medierne – og ville kunne sammenkædes. Herudover har datagruppen haft en tommelfingerregel om, at man som bidragsyder skal kunne afvise, at man har afgivet et vidnesbyrd. I præsentationen har datagruppen derfor både taget hensyn til validiteten (dvs. en gengivelse af historien, der repræsenterer den faktiske oplevelse med så mange detaljer som muligt) samt beskyttelsen af vidnerne. Materialet publiceres på forskerbevaegelsen.dk/safetospeak og kan anvendes som kvalitativ dokumentation af omfang, typer og mønstre i repressalier i dansk forskning.

Kontakt Forskerbevægelsens bestyrelse på:
Forskerbevaegelsen@protonmail.com


Web: forskerbevaegelsen.dk/safetospeak