Universitetsloven 2003

En katastrofe for videnskab og videregående uddannelse i Danmark – og for demokratiet

Asger Sørensen

Lovgivning er en måde at håndtere uenigheder, konflikter og modstridende interesser i et samfund. Det er en forholdsvis civiliseret måde at håndtere det på, men det betyder ikke, at stridspunkterne forsvinder med vedtagelsen af lov. Man vil derfor typisk forholde sig til konkrete love på mange forskellige måder, nemlig alt efter ens rolle i givet samfund og de idealer, værdier og interesser, man har.

Den danske Universitetslov er den lov, der siden 1993 har reguleret styringen af danske universiteter. Inden da talte man om Styrelsesloven, der siden 1970 havde udfyldt samme rolle. Før Styrelsesloven var der ingen egentlig lovgivning på dette område. Universiteterne havde som lovgrundlag en såkaldt kongelig forordning og var styret af kollegiet af fuldtidsansatte professorer. Med studenteroprøret i slutningen 1960’erne tog kritikken af det såkaldte professorvælde til, og resultatet blev Styrelsesloven fra 1970.

Alle love bliver løbende tilpasset efter erfaringerne med dem, og det var også tilfældet med Styrelsesloven. Efter nogle år landede man imidlertid på et system for styringen af universitetet, der holdt indtil den store revision af Universitetsloven i 2003, altså i tre årtier. Det var det system, som et bredt folketingsflertal afskaffede med et pennestrøg hen over hovedet på universiteterne.

Efter mere end to årtier autoritært universitetsstyre har mange i dag glemt logikken i Styrelsesloven, og det er også almindeligt selv blandt kritikere af Universitetsloven at sige, at man ikke ønsker sig tilbage til Styrelsesloven. Det, mener jeg, imidlertid er helt forkert. I sådanne spørgsmål er det afgørende ikke nyt eller gammelt, frem eller tilbage; det afgørende er at stræbe efter sandhed i forskningen og retfærdighed i fordelingen af magt og penge afsat til dette formål. Den er sådanne idealer, som ideelt hører til rollen som universitetsansat forsker, selvom mange har det svært med en sådan højtidelighed.

Styrelsesloven afspejlede en klassisk republikansk styreform, som havde stået sin prøve på mange universiteter i århundreder, og som stadig bruges på universiteter i de fleste lande, som vi gerne vil sammenlignes med. Jeg vil derfor først bruge lidt plads på at forklare logikken i Styrelsesloven (1.). På den baggrund er det tydeligt, at den danske Universitetslov fra 2003 etablerer en overordentlig autoritær styring at danske universiteter (2.). Ligesom autoritær styring er ødelæggende og ildevarslende for samfundet generelt, således er den det dog også for videnskaben (3.). Derfor må vi have en ny lov, der genoptager og viderefører den stolte arv fra Styrelsesloven.

1.      En styrelseslov for den akademiske republik

Udgangspunktet for Styrelsesloven var en grundlæggende struktur, som også er almindelig i dag, nemlig en række institutter samlet i fakulteter: typisk opdelt efter forskellige typer videnskab, altså naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab etc. Universitetsuddannelserne var dengang som nu forskningsbaserede uddannelser, som især dengang var forankret på institutterne. Typisk havde et institut en samlet BA og KA uddannelse, som instituttets ansatte havde fælles ansvar for. Det var især med udgangspunkt i uddannelserne, at man delte universitetets beslutningerne i to dele. Denne opdeling bruger man stadig i dag, men beslutningerne styres nu efter andre principper.

Den ene del af beslutningerne drejer om økonomi og ledelse, herunder budget og regnskab, ansættelser og afskedigelser, oprettelse og nedlæggelse af uddannelser mm.  Den anden del drejer sig om indholdet af de enkelte uddannelser og deres fag, kurser eller – som man ofte siger i dag – moduler, altså de dele af en uddannelse, som man typisk afslutter med en eksamen. Ifølge Styrelsesloven blev beslutninger vedrørende økonomi og organisation, altså på det første område, truffet i et hierarkisk system af råd, mens man med hensyn til uddannelsernes indhold havde et tilsvarende system af nævn. Hvert institut havde således et institutråd og et studienævn for dets uddannelse, hvert fakultet et fakultetsråd og et fakultetsstudienævn til mere overordnede spørgsmål, og øverst i hierarkiet var der et såkaldt konsistorium, der stod for universitetets endelige beslutninger på begge områder.

Det vigtige var, at såvel i råd som i nævn var medlemmer valgte repræsentanter. Alle beslutninger i råd og nævn skete efter flertalsprincippet, og såvel repræsentanter som ledere – altså institutleder, dekan og rektor – var valgte af universitetets ansatte og studerende. Det blev derfor allerede dengang almindeligt at tale om universitets styre som et demokrati og i dag, hvor dette styre er afskaffet, taler mange også om datidens universitets demokratiske styre. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvad for en type demokrati, der var tale om. For selvom universitetet som helhed var selvstyrende og afholdt valg til de styrende organer, så talte vælgere og stemmer forskelligt, valgretten var differentieret og ikke alle var valgbare til alle pladser eller poster.

Vigtigt var, at lederne på alle tre niveauer således skulle vælges blandt de videnskabeligt ansatte. Desuden var der uanset antallet af akademiske borgere, uanset universitetspopulationen som helhed, en fast fordeling af pladserne i de styrende organer. I rådene på begge niveauer var 50 % af pladserne afsat til de forskningsansatte kaldet det videnskabelige personale (VIP), 25 % til det tekniske og administrative personale (TAP) og 25 % til de studerende, mens i pladserne i nævnene var delt ligeligt mellem VIP’erne og de studerende. Disse principper gjaldt også de faste udvalg, som der var under råd og nævn. F.eks. deltog studerende og ikke-videnskabeligt personale således i stipendieudvalgets beslutninger vedrørende tildelingen af stipendier.

Bedst mener jeg det er at tale om det daværende danske universitet som et meritokrati eller en meritokratisk republik, altså et i høj grad selvlovgivende styre, hvor meritter giver nogle mere magt andre. I dette tilfælde havde universitetets videnskabeligt ansatte således større stemmevægt til valgene af deres repræsentanter, og forholdsvis flere pladser i de styrende organer end de øvrige ansatte og de studerende.

Som i enhver god republik, så var styret af de danske universiteters akademiske republikker balanceret med det man typisk kalder checks and balances, altså forskellige instanser, der internt kan modvirke ledelsens vilkårlighed, egenrådighed og diktatoriske tiltag. Vigtigst selvfølgelig var selve valget af medlemmerne af de styrende organer, der tvang medlemmerne og de valgte ledere til regelmæssigt at forholde sig til dem, som de skulle vælges af og repræsentere. Som vi ved, så korrumperer magt og derfor bliver ledere med tiden ledere. Valgte ledelser tvinger altid ledere til at orientere sig nedad, altså mod dem, der skal vælge dem næste gang.

Mange republikker har love, der begrænser genvalg til to eller tre gange, men som jeg husker det, så var det ikke en del af Styrelsesloven. Til gengæld lagde selve det hårde udvælgelsesforløb i den videnskabelige universitetskarriere i sig selv en dæmper på interessen for ledelsesposter. For overhovedet at kunne komme i betragtning til universitetets ledelsesposter, skulle man have gennemført en længere videregående uddannelse, fået anerkendt sit akademiske arbejde som videnskabeligt interessant og siden meriteret sig videnskabeligt i et sådant omfang, at man typisk ikke var interesseret i at blive for længe på ledelsesposter, som tog tid fra ens videnskabelige forskning. Kulturen var derfor, at ledelsesposter var noget, der gik på skift.

Logikken i Styrelsesloven og mere generelt i anerkendelsen af universitetets kollegiale selvstyre er, at videnskabelige spørgsmål og hvad en videregående uddannelse skal indeholde, ikke er nemt gennemskueligt for uindviede lægfolk, herunder almindeligt folkevalgte politikere. Da det politisk har været svært at træffe de rette beslutninger vedr. videnskabelig forskning og længere videregående uddannelser, herunder at prioritere de økonomiske ressourcer, har man typisk overladt det til universiteterne at styre sig selv.

På konsistorieplan traf man således løbende beslutning om den overordnede fordeling af midlerne til videnskab og videregående uddannelse, altså hvad forholdet skulle være mellem de forskellige fakulteters fagområder. Selvfølgelig var udgangspunktet en allerede etableret fordeling, men hvert år diskuterede forskellige fagfolk, om der skulle ændres i prioriteringerne. Det var således landets ypperste fagfolk, der diskuterede og besluttede den rette fordeling af de betroede midler, først overordnet og siden på hvert fakultet, inden for humaniora f.eks. mellem historie, spansk og arkæologi. Med til dette hørte også, hvor store optag man skulle have på de enkelte videregående uddannelser.

Styrelsesloven byggede således på en udstrakt tillid til universiteternes vilje og evne til oplyst selvstyre i samfundets og alles interesse. Denne tillid til videnskabelig autoritet er i dag ikke længere så stærk, hverken i den politiske verden eller samfundet generelt; faktisk kan man sige, at situationen nærmest er det stik modsatte, altså at universitetet ofte mødes af mistro fra mange sider. Man kan i høj grad betragte Universitetsloven som udtryk for denne mistillid.

2.      En universitetslov til autoritær ledelse af forskning og videregående uddannelse

Vedtagelsen af Universitetsloven i 1992 var motiveret af et politisk ønske om styrket ledelse i en verden, som nogle kræfter allerede dengang mente påkaldte sig mere handlekraft. Man kan undre sig over timingen, da det kun var få år efter murens fald i 1989. Dette ønske om større ledelsesmagt på de danske universiteter skete således i en periode, hvor mange betragtede den autoritære kommunisme som fortid og demokratiet som sejrherren.

Denne første udgave af Universitetsloven skylder vi også en skarpere opdeling mellem forskning og uddannelse, både organisatorisk og økonomisk. Uddannelsernes forankring i institutter blev således svagere. Det var imidlertid først med Universitetsloven af 2003, at der skete et afgørende opgør med det kollegiale selvstyre af universitetet, som med variationer havde været gældende i århundreder, og som stadig er gældende norm i langt de fleste lande, inklusive lande vi ikke normalt regner som specielt demokratiske.

Efter 2003 taler man således om den enstrengede ledelse på danske universiteter, idet nu kun den øverste leder, rektor vælges, og ikke længere af universitetspopulationen, men af en bestyrelse. Bestyrelsen ansætter og afskediger altså rektor, som det hedder (§ 10, stk. 7). Sammensætning og udpegning af bestyrelsen har været genstand for debat og lovændring i flere omgange. Processen har fra begyndelsen været indviklet og uigennemskuelig, og senest har der været politiske initiativer for simpelthen at gøre bestyrelsen selvsupplerende. Grundprincippet i loven har desuden fra begyndelsen været, at flertallet af medlemmerne skal være eksterne (§ 12), altså ikke høre til det pågældende universitet. I første omgang var kun en plads i bestyrelsen reserveret til de videnskabeligt ansatte, altså som en medarbejderrepræsentant, men dette er ikke længere præciseret. Nogle universiteter har derfor givet en ekstra plads til de videnskabeligt ansatte. De studerende har fra første færd været sikret to pladser (§ 12, stk. 8).

Ifølge loven er det rektor, der sammen med bestyrelsen udpeger de øvrige ledere. Det specificeres, at ledere er at betragte som ansatte (§ 10, stk, 7), dvs. at de ansættes og afskediges af rektor (§ 14, stk. 3). Ledere er således under Universitetsloven ikke valgte repræsentanter for de ansatte, men rektors underordnede og dermed underlagt hans eller hendes instruktionsbeføjelser, ligesom de øvrige universitetsansatte. Rektor og bestyrelse har endog frie hænder til at beslutte selve universitetets organisation (§ 14). Loven nævner således intet specifikt om dekaner, fakulteter eller institutter.

I forhold til Styrelseslovens republikanske styreform, så betyder Universitetslovens revision i 2003 oprettelsen af et autoritært styre. Interessant nok bliver styret især autoritært på det tidligere rådsområde, altså hvad angår beslutninger vedrørende økonomi, ansættelser og afskedigelser, oprettelser og nedlæggelse af uddannelser af mv. Hvilke uddannelser der udbydes og hvor store de skal være besluttes således af det ovenfra udpegede ledelseshierarki og i dag i vidt omfang også i ministeriet. Af det demokratiske rådssystem er der kun et råd tilbage, nemlig et såkaldt Akademisk Råd, der skal sikre medinddragelse angående akademiske forhold, som f.eks. at tildele ph.d. og doktorgrader (§ 15, stk. 4); alt hvad der angår økonomi og organisation hører derimod under rektor og hans eller hendes underordnede. Det er faktisk lidt komisk så mange gange, der i loven står ”rektor kan”, ”rektor skal”, ”rektor fastsætter”, ”rektor ansætter” etc.

Hvad angår uddannelsernes konkrete indhold, altså det der besluttes i studienævnene, så er der kun ændret lidt efter 2003. Her specificerer Universitetsloven stadig en 50-50 fordeling af studienævnets medlemmer, der er stadig også valgte repræsentanter for hhv. det videnskabelige personale og de studerende. Det er sågar sådan, at der vælges en studienævnsformand (§ 18), som så efterfølgende i visse tilfælde udpeges og ansættes af dekanen som studieleder.

Ikke desto mindre er det samlede resultat, at Danmark efter 2003 er blevet anerkendt som et af de lande i Europa, som skraber bunden, hvad angår akademisk frihed, herunder forskningsfrihed. Danmark scorer således bundkarakter, hvad angår den lovgivningsmæssige sikring af FNs anbefalinger for universitetsansatte forskere, altså de anbefalinger, som er vedtaget i 1997 under FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO.

Man kan undre sig over, hvorfor der i 2002 kunne samles et bredt politisk flertal i et etableret demokratisk land som Danmark for et så autoritært tiltag på et så vigtigt samfundsområde. Her kan man selvfølgelig sige, at der allerede i den romerske republik i antikken var en forståelse for, at der kan opstå situationer, hvor handlekraft og ikke mindst hurtige beslutninger kan være afgørende. Rom valgte således i senatet diktatorer for en begrænset periode, hvis republikken var truet af krig, eller der på anden måde var en ekstraordinær situation.

Danmark var selvfølgelig slet ikke tilnærmelsesvist i en tilsvarende situation i den periode, men alligevel er det måske i den retning man skal tænke. Den daværende regering, altså Anders Fogh Rasmussens første regering, var præget af frygten for den øgede konkurrence i det globale videnssamfund, ikke mindst truslen fra tigrene i Asien fyldte meget. Regeringen formulerede derfor forskellige strategier for Danmark som en konkurrencestat på det globale marked, og her spillede forskningen og dermed universiteterne en vigtig rolle.

Regeringen privatiserede således store dele af den statslige infrastruktur, bl.a. telefonnet og jernbanedrift, og gevinsten blev kaldt globaliseringsmidler, der i høj grad blev brugt til at styrke naturvidenskabelig og teknisk forskning, der samlet blev betragtet som strategisk forskning i modsætning til den traditionelle fri forskning. Man kan sige, at for den strategiske satsning under Foghs regering, var universiteterne simpelthen for vigtige til at overlade til forskere og studerende. Sandsynligvis derfor besluttede Folketinget at give regeringen kontrol over universiteterne med den autoritære Universitetslov.

Det vigtigste var ikke længere højstemte ideer om universiteters udvikling af menneskeheden igennem videnskab og sandhed, samfundsmæssig retfærdighed og en stadig mere ideel kultur. Det drejede sig i stedet om det, som man håbede førte til teknisk og økonomisk udvikling til brug for det private erhvervsliv i den globale konkurrence. Ideologisk blev dette skift i forskningspolitikken – eller videnspolitikken, som man begyndte at tale om – støttet af en række diskurser, ikke mindst fra handelshøjskoler, som nu kom til at hedde business schools. Her nedgjorde man klassisk fri universitetsforskning som forældet modus 1 forskning, hvor man i det moderne samfund i stedet skulle satse på tværvidenskabelig modus 2 forskning, hvor eksemplet var store teknologiprojekter. Her skulle der storstilet ingeniørledelse til, problemer skulle løses, og hvad angik den enkelte forsker, så skulle man se efter teori-i-brug snarere end blot forfægte teorier. Idealet blev den reflekterende praktiker, ikke den klassiske videnskabsperson, der med argumenter, skepsis og kritik gik efter videnskabelig viden og sandhed.

Internt på de danske universiteter var der desværre også udbredt ideologisk opbakning Universitetsloven. Som forskere optaget af videnskab, var universitetsansatte som nævnt ikke interesserede i ledelsesopgaver og betragtede typisk deltagelse i de styrende organer som en sur pligt, ja, ofte direkte som spild af tid. ”Bedre med en professionel ledelse” var en udbredt holdning. Ja, der var endda indflydelsesrige stemmer i universitetsverdenen, der direkte nedgjorde det demokratiske element i universiteternes styreform som bare snak og i stedet anbefalede de autoritære styreformer fra de kommunistiske lande, altså den såkaldte demokratiske centralisme. Mens demokratiet blev hyldet udadtil i samfundet, blev Stalinismen indført på danske universiteter.

3.      Vigtighed af republikansk frihed for videnskab

Og hvorfor skulle det så være et problem kan man spørge? En normal dansk arbejdsplads er jo enten i det private erhvervsliv bestemt af den ledelsesret, som følger af den private ejendomsret, eller på det offentlige område, den ret som følger af lederens instruktionsbeføjelser. Så hvorfor skulle universiteter, som jo er offentlig ejendom og offentlige arbejdspladser, være en undtagelse?

Undervejs har jeg henvist til klassiske begrundelser for at undtage universiteter fra den normale ledelseslogik, nemlig at det gør man traditionelt og stadig i de fleste civiliserede lande. Som jeg ser det, så er der dog også en systematisk begrundelse, som man kan skrive frem, og som viser at nok er et universitet en offentlig institution, men det er en ganske særlig institution, som derfor skal behandles og styres på en særlig måde.

At vi overhovedet har noget, vi kalder videnskab og som vi synes er vigtigt, skyldes at vi anerkender, at virkeligheden ikke lige afslører sine hemmeligheder ved første blik. Virkeligheden er kompliceret og har flere lag, som det kræver noget specialiseret fagkundskab at få ordentlig indsigt i. Det gælder atomkernen, den menneskelige krop, den spanske grammatik og social mobilitet, for nu at nævne fire vidt forskellige eksempler fra forskellige dele af virkeligheden. De er imidlertid valgt netop fordi de kan illustrere de tre hovedinddelinger af videnskab, som de fleste anerkender, naturvidenskab, herunder medicin, humaniora og samfundsvidenskab. Og pointen er, at fordi virkeligheden netop er så kompliceret, så har et samfund brug for at kunne vide noget rimeligt sikkert om forskellige dele af virkeligheden. Derfor har alle udviklede moderne samfund en eller anden form for videnskab og videregående uddannelse, der ofte har hjemme på et universitet.

Det er den institution, som universitetet er. Et moderne samfund har også andre særlige institutioner, som f.eks. lovgivende forsamling og retsvæsen, og i begge tilfælde anerkender vi deres særegenhed. Både dommere og folketingsmedlemmer nyder således en særlig beskyttelse, fordi man anerkender, at deres virke kan være konfliktfyldt. Ligesom der kan være konflikt angående retfærdighed, som mange samfund håndterer gennem lov og ret, således kan der også være konflikter vedrørende sandhed, som man håndterer på et universitet med henvisning til videnskabelige normer om klarhed, objektivitet, habilitet mv.

Sandheden om en sag kan være lige så kontroversiel som et spørgsmål om retfærdighed, og derfor har de fleste lande en særlig beskyttelse af dem, som kan forventes at vide mest om bestemte sager og dermed kan afkræves et almengyldigt svar på kontroversielle spørgsmål. I mange lande nyder universitetsansatte, som efter successive bedømmelser af deres videnskabelige arbejde har erhvervet sig landets højeste akademiske titler, således en ekstra ansættelsessikkerhed. Det betyder, at de ikke behøver at frygte at miste deres job, hvis de udtaler sig om de sager, som de har mest forstand på, også selvom stærke kræfter er uenige.

I Danmark har vi f.eks. stærke landbrugsinteresser, der gentagne gange har forsøgt at lukke munden på de forskere, der koblede landbrug sammen med iltsvindet i de indre danske farvande. I dette tilfælde stod universitetet mig bekendt bag deres forskere, men det har ikke været tilfældet i alle sager. Danmark hører som nævnt til de lande, hvor den akademiske frihed har meget svag lovmæssig sikring, og konkret betyder, at siden 2003 er det blevet mere og mere almindeligt at fyre højt specialiserede universitetsforskere. De fleste af de flere hundrede fyringer af forskere de sidste årtier er sket ud fra overordnede budgetmæssige og strategiske satsninger, men der er eksempler på, at kritiske forskere tilsyneladende er blevet fyret på grund af deres forskningsmæssige resultater. Strengt taget kan vi dog ikke vide det, for i Danmark behøver et universitet ikke begrunde, hvorfor der fyres. Ledelsen skal blot meddele, at der desværre ikke længere er brug for vedkommende.

Denne situation betyder, at forskere er meget påpasselige med, hvad de siger noget om. Det skal de selvfølgelig være som videnskabspersoner, for som nævnt er virkeligheden ikke nem at gennemskue, og ens anseelse og dermed videre liv som videnskabelig forsker afhænger af, om man er nogenlunde troværdig på ens fagområde. Så en forsker gør sig umage med at sige tingene så klart og retvisende som muligt; ellers er det ikke sikkert, man bliver spurgt igen. Forskere lever af anerkendelse, både i den specialiserede offentlighed af kollegaer og i den bredere offentlighed. Uden anerkendelse ingen udnævnelse til professor, ingen store forskningsbevillinger, ingen opringning fra Deadline.

Det særlige for danske forskere er den yderligere bekymring, at de skal frygte for deres fortsatte jobmuligheder, hvis ikke deres videnskabelige arbejde anerkendes af universitetsledelsen. Tidsbegrænsede forskerstillinger er blevet stadig mere udbredte, så stadig flere må i årevis bekymre sig som mulighederne for at få endnu et midlertidigt job. Og selv hvis man lander et forskerjob uden slutdato, så betyder den styrkede ledelse under Universitetsloven, at man meget nemt kan fyres i Danmark som forsker. At danske forskere tænker således under den gældende Universitetslov, hvor et hierarki af ansatte ledere tager alle de afgørende beslutninger, er blevet dokumenteret af undersøgelser mange gange, både af fagforeninger og af regeringsorganer. Senest i 2023 blev det slået fast i en rapport fra Danmark Forsknings- og Innovationspolitiske Råd som en markering på de 20 år med Universitetsloven.

Vigtigt er også at huske på, at hvis et samfund skal have højt kvalificeret specialiseret viden, så kræver det, at de bedste hjerner synes, at det er attraktivt at gå forskervejen, altså både at de har lyst til det og at de ikke med god ret skal frygte for konsekvenserne af deres karrierevalg. Specialiseret fagkundskab kræver fordybelse over tid og derfor tager en videnskabelig karriere mange år. Typisk tager grunduddannelsen – altså den pågældende videregående uddannelse – mindst fem år. Den er i sig selv udtryk for et valg og indeholder den første specialisering inden for det valgte fag. Her kan man imidlertid stige af og bruge sine generelle faglige kunnen som fysiker, læge, spanskkyndig eller sociolog på et forholdsvist bredt arbejdsmarked. En længere videregående uddannelse betyder en generel viden på et højt niveau inden for et fag, og typisk er det den, som samfundet efterspørger, f.eks. for at kunne uddanne nye generationer af fagfolk, enten til forskning, udvikling eller forvaltning.

Vælger man i stedet forskervejen, så fortsætter man med at stille spørgsmål ved den generelle viden inden for ens fag. Resultatet er en mere velbegrundet, men også yderligere specialiseret fagkundskab. Typisk betyder det mindst fem år mere, før man klar til en egentlig forsker stilling, dvs. tidligst, når man er 30-40 år. Og i nogle fag, så er der meget få stillinger, dvs. arbejdsmarkedet bliver meget lille, når man specialiseres. Når man dertil er i et land som Danmark, er man typisk en del af et meget lille fagfællesskab. Ja, ofte er man nærmest den eneste med den pågældende specialviden, dvs. ens nærmeste faglige kollegaer er at finde som ansatte på universiteter i andre lande. Dvs. man som højt specialiseret forsker kommer i en overordentlig sårbar position som ansat, hvis ikke man har nogen særlig ansættelsessikkerhed. Også forskere har jo familier, hvis ve og vel de må tænke på. Som fyret forsker i pædagogisk filosofi, så er der ikke mange steder, man kan få et relevant arbejde i dagens Danmark. Derfor må man som forskningsinteresseret overveje, hvor stor en risiko, man ønsker at tage ved at fortsætte specialiseringen i sandhedens tjeneste og dermed indskrænkningen af lokale jobmuligheder.

***

Fordi Universitetsloven gør det mindre attraktivt at søge sandheden med dybdegående studier; fordi det autoritære universitetsstyre gør det mindre attraktivt at sige sandheden, hvis det er kontroversielt; fordi man som prekært ansat har al mulig grund til at være meget diskret med hvad man ved; og fordi et samfund har brug for dybdegående viden på mange områder af den komplicerede virkelighed – så er den danske Universitetslov og det nuværende universitetsregime en katastrofe.

Og fordi viden og sandhed også er vigtige i andre processer, så har den autoritære styring af universiteter videre konsekvenser end blot den videnskabelige verden. Tænk på den nødvendige sandhed af alle udregningerne til en rumfærge, eller på hvad sandheden betyder for muligheden for retfærdighed i retsprocesser og demokratisk politik. Fordi vi som samfund har brug for sandheden om en sag, skal den akademiske frihed styrkes. Derfor skal vi tilbage til Styrelsesloven.