Den økonomiske styrings utilsigtede bivirkninger

Den økonomiske styrings utilsigtede bivirkninger

Nana Katrine Vaaben

Mange går måske rundt i den vildfarelse, at forskere på universiteter og andre forskningsinstitutioner primært beskæftiger sig med at forske. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis. En betragtelig del af både løst- og fastansatte forskeres tid går med at søge penge hos fonde – endda penge, der ikke er særlig stor chance for at få, som ikke dækker de reelle udgifter, og som kun kan gives til de emner og forskningsmetoder,  fondene har besluttet sig for at fokusere på (se eksempelvis Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds (DFIRs) rapport fra 2023: Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven, side 73ff)

På den måde kommer fondene til at bestemme over både de penge, de selv giver, og de penge, som staten har givet til forskning. I processen bliver frie forskningsmidler forvandlet til bundne midler, som går til enten fondenes yndlingsemner – eller til faste udgifter som fx administration, ledelse og husleje på landets universiteter og øvrige forskningsinstitutioner. 

Hele øvelsen med, at selv fastansatte forskere skal søge om fondsmidler, udspringer formentlig af et ønske om, at forskningsmiljøerne på den måde kan øge mængden af forskning og på den måde kompensere for de skrumpende basisbevillinger, der gennem årene er blevet færre og færre. 

Men virkeligheden er en anden. I praksis betyder det store ønske om at tiltrække fondsmidler nemlig, at en stor del af forskernes tid, som vel at mærke er betalt af skatteborgerne, bliver brugt på at søge om midler fra fondene. Det får en række utilsigtede virkninger, vi her vil beskrive lidt nærmere, fordi processen udgør et problem for den akademiske frihed såvel som for diversiteten i dansk forskning.

For det første kan der ske det, at forskernes tid og ressourcer går til spilde, fordi det ikke lykkes dem at opnå bevillinger, selvom de skriver ansøgninger. Chancerne for at opnå bevilling svinger fra fond til fond; men det er ikke ualmindeligt med en succesrate på omkring 20%. Det vil sige, at der bliver brugt mange skønne spildte kræfter på at udtænke og beskrive forskningsprojekter, som aldrig føres ud i livet, fordi de ikke opnår bevilling. Pengene ‘gambles’ og tabes, og den potentielle forskningstid minimeres, og i værste fald forsvinder den helt og aldeles.

Men der kan også ske det, at forskerne faktisk får bevilget de penge, de har søgt. Det har imidlertid nogle andre, men heller ikke helt uvæsentlige bivirkninger. For det første er mange forskere nødt til at ’tilpasse’ deres projektforslag til det, som fondene ønsker sig. Det kan fx indebære, at man som forsker af strategiske grunde vælger en anden metode eller et andet fokus, end man egentlig synes ville være det mest frugtbare, for derved at øge chancerne for succes hos en fond. Ofte vil fondene også ønske sig målbare ’effekter’, så de kan se, hvad der kommer ud af pengene – og dermed bliver det typisk nogle bestemte typer af forskning, der kan kvalificere sig til at opnå støtte. Tilpasningen kan også indebære, at man, for at øge chancerne, forsøger at beskrive forskningsprojektet som en god investering, hvor fonden får ’meget for pengene’. Det kan man fx gøre ved at skrive en medfinansiering ind (altså at institutionen selv vil betale en del af projektet), eller ved at være overoptimistisk og love flere publikationer og gavnlige effekter, end hvad der er realistisk. 

Derudover har de fleste fonde også nogle grænser for, hvor meget de vil betale i ’overhead’. Overhead er penge, som skal dække udgifter til fx husleje, administration, IT-support, fordi projekterne jo trækker på faciliteterne på den arbejdsplads, hvor de skal gennemføres. Men ikke alle fonde er lige interesserede i at bidrage til universiteternes varmeregninger og administrationsomkostninger, så ofte har fondene en grænse på et antal procent af projektet, som de maksimalt vil betale i overhead, hvorfor universitetets udgifter ikke helt kan dækkes af bevillingen. Hvis man er heldig at opnå bevilling, sker der altså ofte det, at man hænger på nogle optimistiske, men underfinansierede løfter og udgifter. 

Det er værd at understrege, at de penge, der bruges på at skrive ansøgningerne (det vil sige forskernes løn) tages fra de frie forskningsmidler, der er givet af staten, men en del af de penge, der evt. kommer ud af anstrengelserne, går enten til fondenes yndlingsemner og -metoder – eller til overhead, som kan bruges til at betale fx administration, husleje og andre faste udgifter med. 

Dertil kommer, at de fleste (hvis ikke alle) universiteter og forskningsinstitutioner har opbygget hele afdelinger med fondsrådgivere og konsulenter, der løbende holder øje med fondslandskabet, med ansøgningsfrister, nye puljer, krav og kriterier, og som forsøger at støtte og kvalificere forskernes ansøgninger – det koster også penge.  

Derfor er det desværre ikke sådan, at et universitet eller en professionshøjskole bare kan sige, at de bruger fondsmidler til de emner, hvor der er penge at søge, og så bruger deres basisbevillinger til at betale for forskning i de emner, der ikke lige er nogen fonde, der interesserer sig for. Ofte vil basisbevillingerne blive brugt til enten at skrive spildte ansøgninger eller til at dække for de underfinansierede udgifter, der skabes af de ansøgninger, der faktisk opnår støtte. 

Det skaber svære betingelser for både forskningsfriheden og for diversiteten i dansk forskning. Ganske enkelt fordi både fondenes egne penge og de frie midler, der er givet af staten, bliver suget inde ovenstående processer, der i praksis kommer til at virke som en form for gearingsmaskine, og hvor skattekronerne enten går til spilde eller trylles om til bundne midler, som går til fondenes foretrukne emner og metoder eller til ’overhead’, som kan bruges til at betale institutionens faste udgifter og selve gearingsmaskinen.