Ledelse, styring og forskningsfrihed

Henning Salling Olesen

Forskning og universiteter har fulgt en række forskellige tilblivelses- og udviklingsveje men er i tiltagende grad global. En forskerbevægelse må forholde sig til dette men kan ikke afgrænses til et nationalt perspektiv. Bagtæppet for at forstå udfordringerne for forskningens uafhængighed og integritet i Danmark i dag er det klassiske forskningsuniversitets historiske transformation internationalt. 

I København var universitetet i lang tid underkastet kirkens magt, og teologiuddannelsen sikrede staten en løbende ’produktion’ af præster. Men senere blev fagviften bredere og kirkens magt begrænset. Det har sit forbillede i Tyskland, det humboldtske universitet. Det var sikret gennem en pagt mellem statsmagten (fyrsten eller kejseren) og en relativt beskeden institution, der forvaltede samfundets viden og vidensøgning, præget af oplysning, videnskab og sekularisering. Med det moderne samfunds gennembrud blev dette forskningsuniversitet – og såvel de filosofiske som de praktisk-professionelle fag – efterhånden præget af et positivistisk-empirisk kundskabsideal. Indadtil var det kollegialt og demokratisk, styret af professorerne, udadtil var det elitært, solidt forankret i de eksisterende magtstrukturer.

Dette universitet brød sammen efter anden verdenskrig under det forenede pres af opkommende klasser, der ville have adgang til højere uddannelse, og et massivt krav fra statsmagten og industrien i fællesskab om at ’producere’ afsættelige og dygtige kandidater til arbejdsmarkedet og nyttig samfundsmæssig viden. Massuniversitetet blev født inden for de gamle strukturer og havde svært ved at rumme de nye krav. Allerede i 1960 affødte det et pres for universitetsreformer.

I den turbulente moderniseringsproces udviklede der sig også omfattende kritiske strømninger blandt både studerende og lærere. Det var både krav om demokratisering af universiteternes organisation (”Væk med professorvældet”), en orientering mod det omgivende samfund og en kritisk gentænkning af universiteternes fag i lyset heraf (den interne og eksterne fagkritik blev født). Nye fag, studieformer og tværvidenskabelige tankeformer opstod spontant og til dels selvorganiseret.

Det førte på den ene side til oprettelsen af reformuniversiteterne RUC og AAU, som repræsenterede nye pædagogiske og forskningsstrategiske undervisningsformer, og på den anden side til den radikale nye Styrelseslov fra 1969, som indebar en egalitær ligestilling af professorer og øvrige universitetslærere og indførslen af en tredelt stænderforsamling i de styrende organer med deltagelse af såvel det videnskabelige (VIP’erne) og praktiske personale (TAP’erne) som de studerende. I første omgang blev der lagt op til et trepartsstyre med ligelig repræsentation - men enden på det hele blev en model med en 50/25/25% repræsentation i de styrende organiser. Studienævnene fik en 50/50% repræsentation af undervisere og studerende. Og hvad vigtigt var: Styrelsesorganerne var helt igennem kollegialt valgte og demokratiske. 

Op gennem 1980’erne og 90’erne bølgede en kamp mellem liberale studiekoncepter, folkeligt-populistisk engagement, arbejdsmarkedstilpasning af studiestrukturerne, utilitaristisk kontraktforskning og forsøg på at fastholde forskningselitismen. Hver for sig var disse kræfter udtryk for nye opgaver og forventninger til universiteterne. Men strukturerne for forskning og uddannelse forblev i det meste af universitetssektoren grundlæggende uforandret. De nye aktiviteter og styringsimpulser blev taget ombord, uden at der blev formuleret konsistente udviklingsmodeller. De studerendes mobilisering svandt ind, arbejdsmarkedstilpasningen slog fejl, og universiteterne blev finansielt mere og mere afhængige af eksterne midler fra industrien og offentlige institutioner. Det vidtgående demokrati, som Styrelsesloven fra 1969 havde etableret, blev udtyndet.

Da universiteterne ikke formåede at etablere en ny konceptuel ramme, blev de et let offer for den neoliberale ideologi, som flød ind i det politiske miljø frem mod årtusindskiftet. Den udbredte forståelse i det politiske system var, at de valgte ledelser ikke formåede at gennemføre en nødvendig modernisering af universiteterne. Det affødte en radikal omdefinering af universiteterne fra offentlige institutioner til konkurrerende virksomheder udstyret med indsatte bestyrelser som øverste organ. Ideologisk blev det udtrykt i formlen ”Fra tanke  til faktura” med stykvis afregning for ’produktion’ og ’forbrug’.  

Ledelsesmæssigt blev det omsat i den helt afgørende nye Styrelseslov i 2003, der førte til en énstrenget ledelse oppefra og ned, der efterlignede en gammeldags statslig styrelse eller en virksomhedsledelse fra tiden før indførslen af modificerende og moderne former for checks and balances. Studienævnene var fortsat valgte organer; men rammerne for studierne blev nu defineret i ministerielle bekendtgørelser. Uddannelsesudbuddet skulle nu godkendes politisk (via en blanding af såkaldte dimensioneringer og akkrediteringer), og rektorerne fik ansvaret for at udpege mellemledere (dekaner, studieledere). Ved samme lejlighed, og i tiltagende grad i årene siden denne universitetslovs gennemførelse, er beslutningsprocesserne blevet mindre transparente, og den interne kollegiale offentlighed er blevet svækket. Beslutninger om oprettelse og nedlæggelse af stillinger og besættelse af faste stillinger er henlagt til ledelseskontrollerede fora, hvori faglige vurderinger og indstillinger kun har mulighed for at få rådgivende status.

Denne ledelsesstruktur findes stadig. Ledere og mellemledere er formelt og reelt forpligtet opad i et hierarki, hvis top er bestyrelsen, og den leder en markedsbaseret virksomhed, der kan have succes eller gå rabundus. Forskningsaktivitet indgår i et stramt styret og ofte temmelig vilkårligt konkurrenceforhold til undervisningsaktiviteter om medarbejderens tid.

Hver af de nye opgaver og målsætninger, som er blevet en del af universiteterne, opfatter mange aktører og iagttagere i og for sig legitime nok. Men problemet er, at der ikke eksisterer nogen ledelsesmæssig ramme for at afveje og samtænke dem under et samfundsmæssigt perspektiv: Hvad er universiteternes opgave i et senmoderne samfund? 

I realiteten er disse institutioner samtidig underlagt en stadig strammere statslig styring i form af strategiplaner, finansieringsformer og regulering af universiteternes uddannelsesudbud efter arbejdsmarkedsmæssige kriterier. Samtidig med markedslogikken indføres en stadig mere finmasket styring efter overvejende utilitaristiske principper.

For den enkelte forsker opretholdes forskningsfriheden i form af selvvalgte forskningsemner og metodefrihed. Men i realiteten forstærkes deres forpligtelse over for institutionens driftsøkonomi. Taxameter-styret uddannelsesfinansiering stiller krav til studenterrekruttering og fastholdelse af studerende, og taxametrene udhuledes i en lang årrække på grundlag af fiktive produktivitetsstigninger (ca. 30% over en årrække). Forskning blev således i stigende grad afhængig af eksterne finansieringer. 

Der findes stadigvæk kollektive undervisningsmiljøer; men mulighederne selv for fast ansatte medarbejdere at skabe en faglig sammenhæng i de forskellige arbejdsopgaver er lidt tilfældige og oftest dårlige. Der er ikke kun brug for at styrke en individuel uafhængighed men også for at skabe en mulighed for at etablere samspil og fora, hvor tænkning næres og udvikles via samspil mellem forskellige frie aktører og aktivitetsområder.

Forskningsfriheden er principielt uantastet, hvis man selv skaffer bevillinger. Men finansieringsformen fører til opbygningen af en parallel institutionsstruktur bestående af forskningsbevillingshavere og prekært ansatte medarbejdere, der er helt afhængige af bevillingshavere og nødvendigvis orienteret imod fortsat ansættelse; henholdsvis den næste prekære ansættelsesmulighed. For disse forskere er den helt elementære usikkerhed om levebrødet selvsagt automatisk undergravende for uafhængigheden. 

Universiteter, som forvalter af grundlæggende viden og som udfordring til samfundsmæssig praksis forudsætter en grundlæggende uafhængighed for de enkelte medarbejdere. På nuværende tidspunkt er mere end halvdelen af det videnskabelige personale ansat på tidsbegrænsede kontrakter. Denne ansættelsesstruktur i forening med en hierarkisk ledelsesstruktur er fuldstændig undergravende for forskningsfriheden.

De sidste par årtiers forskningspolitik har lagt afgørende vægt på ledelse og økonomisk styring af forskningen. Det ses klart i rekrutteringspolitikken. Man kan sige at den traditionelle forskerrekruttering var meget konservativ – når et professorat blev vakant blev det opslået typisk inden for samme område – til at bedømme ansøgerne nedsattes et bedømmelsesudvalg, og dette udvalgs indstilling blev i hovedreglen fulgt. Proceduren var lukket, der foregik naturligvis en masse intransparent magtkamp og påvirkning, men først og fremmest i forhold til den interpersonelle konkurrence – og der var i praksis ikke nogen ramme for offentlig eller kollegial diskussion af forskningsområdets udviklingsretning. Legitime funktionelle, organisatoriske kriterier blev kun indirekte og intransparent inddraget. Undervisningshensyn blev i første omgang indlagt i proceduren i form af en pædagogisk evaluering af ansøgerne, som blev meget snæver undervisningsteknisk.

Med den nye ledelsesstruktur efter årtusindskiftet blev ansættelsesproceduren ændret radikalt. Der var ikke længere tale om genopslag af vakante stillinger, medmindre den lokale ledelse (institut/fakultet) ønskede netop dette – i stedet var en stilling til rådighed for denne ledelses ønsker til udvikling og omstilling. Den forskningsfaglige bedømmelses betydning blev reduceret til en tærskelbedømmelse – de faglige bedømmelsesudvalg fik eksplicit forbud mod at udtale sig om prioritering af kandidaterne og tabte dermed i betydning. I stedet blev den reelle magt i ansættelsessager placeret i ansættelsesudvalg med repræsentation af medarbejdere og studerende men med den lokale leder (institutleder eller dekan) for bordenden. Ansættelsesgrundlaget var meget bredt og uprioriteret – forskning, undervisningsbehov, organisatoriske hensyn – men udvalgenes kompetence var kun at indstille til ansættelse. Institutlederen eller dekanen havde afgørelsen. Det førte naturligvis i stort omfang til koncensus-indstillinger, der på forhånd havde sikret sig, at lederen var indforstået. 

Denne ændring af ansættelsessystemet kunne have etableret et rum for offentlig drøftelse, der var bredere end personkonkurrencen i det gamle system. Men fordi ledelsen fik så afgørende beslutningsrum – i en lukket afgørelse – åbnede det snarere for endnu mere korridorpolitik og idiosynkratiske beslutninger. 

Dertil kommer, at en stadig større del af det videnskabelige personale ansættes i tidsbegrænsede prekære ansættelser. Det skyldes især den stadig mere ad hoc baserede forskningsfinansiering, hvor der både ansættes folk i uddannelsesstillinger (ph.d- og postdoc-stillinger) og forskningsassistenter. Samtidig frikøbes dele af de fast ansatte forskere i begrænsede perioder og brøkdele fra deres undervisning. Dette, sammen med en stadig mere skolemæssig undervisningsplan, der er afkoblet fra forskningen, betyder, at der på nogle institutioner er en hærskare af prekært ansatte med ønske om en varig forskningskarriere. En sådan situation avler kortsigtede og skiftende engagement og en let forståelig opportunisme. 

På nuværende tidspunkt er op til halvdelen af de ansatte i videnskabelige stillinger ansat i prekære ansættelsesforhold. Tabet af kontinuitet og de vildførende ansættelsesforhold gør, at det videnskabelige personale i langt mindre grad end tidligere kan varetage den afgørende funktion, der består i vedligeholdelse af kontinuitet, historisk perspektiv og tålmodigt langsigtet udvikling af forskningen. De prekære ansættelser og de styringsforhold, der betinger dem, er måske den største enkelttrussel mod forskningens frihed og uafhængighed.

Der er derfor brug for et dobbelt greb: 

• en genskabelse af en kollegial og transparent ledelsesstruktur, hvor forskningsprogrammer og prioriteringer drøftes i en faglig offentlighed, og hvor operationalisering varetages af ledelser med ansvar over for både universitetets øverste ledelse, kollegiale fora, og en bredere offentlighed

• en ændret finansieringsmodel, hvor basisbevillinger og flerårige forskningsprogrammer danner grundlag for en mere stabil personaleplanlægning og reducerer prekære ansættelser til et minimum, der kan tilgodese driftsmæssige og personalemæssige omskifteligheder